Catilina, 2. versjon
Avansert visning Innstillinger for teksten Nedlastinger
Sammenligne
forskjellige utgaver
av teksten
Gå til avansert visning
Vis utgaveopplysninger
Vis førsteutgavens sideskift
Vis hundreårsutgavens sideskift
xml, pdf, epub, kindle
Om verket
Les mer om verket
CATILINA

 
1.utg: [2]
1.utg: [3]
HU: 117
CATILINA
DRAMA I TRE AKTER
ANDEN OG GENNEMARBEJDET UDGAVE
KØBENHAVN
FORLAGT AF DEN GYLDENDALSKE BOGHANDEL (F. HEGEL)
THIELES BOGTRYKKERI
1875

 
1.utg: [4]
HIS: 128
1.utg: [5]
HIS: 129
HU: 119
Forord til anden udgave
Dramaet «Catilina», det arbejde, hvormed jeg betrådte forfatterbanen, er skrevet i vinteren 1848-49, altså i mit enogtyvende år.
Jeg befandt mig dengang i Grimstad, henvist til ved egne kræfter at erhverve det fornødne til livsophold og til undervisning for at kunne gå op til student-examen. Tiden var stærkt bevæget. Februar-revolutionen, opstandene i Ungarn og andetsteds, den slesvigske krig, – alt dette greb mægtigt og modnende ind i min udvikling, hvor ufærdig den end længe bagefter vedblev at være. Jeg skrev rungende opmuntringsdigte til Magyarerne om, til fromme for friheden og menneskeheden, at holde ud i den retfærdige kamp mod «tyrannerne»; jeg skrev en lang række sonetter til kong Oskar, nærmest, såvidt jeg husker, indeholdende en opfordring om at sætte alle smålige
1.utg: 6
hensyn tilside og ufortøvet, i spidsen for sin hær, at rykke brødrene til hjælp på Slesvigs yderste grænser. Da jeg nu for tiden, i modsætning til dengang, betvivler at mine vingede opråb vilde i nogen væsentlig grad have gavnet Magyarernes eller Skandinavernes sag, så ansér jeg det for heldigt at de forblev indenfor manuskriptets halv-private område. Afholde mig kunde jeg dog ikke fra ved mere løftede anledninger at udtale mig i en med mine digtninger overensstemmende passioneret retning, hvilket imidlertid ikke, – hverken fra venner eller ikke-venner, – indbragte mig
HU: 120
andet end det tvivlsomme udbytte, af de første at hilses som anlagt for det ufrivilligt morsomme, medens andre fandt det i højeste måde påfaldende
HIS: 130
at et ungt menneske i min underordnede stilling kunde give sig af med at drøfte ting, som end ikke de selv dristede sig til at have nogen mening om. Jeg skylder sandheden at tilføje at min optræden, i forskellige forholde, heller ikke berettigede til synderligt håb om at samfundet i mig turde påregne nogen tilvækst af borgerlige dyder, ligesom jeg også ved epigrammer og karrikaturtegninger lagde mig ud med flere, der havde fortjent det bedre af mig, og hvis venskab jeg igrunden satte pris på. Overhovedet, – medens en stor tid stormede udenfor, befandt jeg mig på krigsfod med det lille samfund, hvor jeg sad indeklemt af livsvilkår og omstændigheder.
1.utg: 7
Således var stillingen da jeg under forberedelserne til examen gennemgik Sallusts «Catilina» samt Ciceros taler imod sidstnævnte. Jeg slugte disse skrifter, og nogle måneder efter var mit drama færdigt. Som man af min bog vil se, delte jeg ikke dengang de to gamle romerske skribenters opfatning af Catilinas karakter og handlemåde, og jeg er endnu tilbøjelig til at tro at der dog må have været adskilligt stort eller betydeligt ved en mand, med hvem majoriteternes ufortrødne sagfører Cicero ikke fandt det hensigtsmæssigt at give sig ikast, forinden tingene havde taget en sådan vending at der ikke længere var nogen fare forbunden med angrebet. Erindres bør det også, at der gives få historiske personer, hvis eftermæle har været mere udelukkende i modstandernes vold, end Catilinas.
Mit drama blev skrevet i nattetimerne. Fra min gode og skikkelige men af sin bedrift helt og holdent optagne principal måtte jeg sågodtsom stjæle mig fritimer til at studere, og fra disse stjålne studie-timer
HU: 121
stjal jeg igen øjeblikke til at digte. Der blev således ikke synderlig andet end natten at ty til. Jeg tror at dette er den ubevidste årsag til at næsten hele stykkets handling foregår ved nattetid.
En for omgivelserne så uforståelig kendsgerning, som den, at jeg befattede mig med at skrive skuespil, måtte naturligvis holdes hemmelig;
1.utg: 8
men ganske uden medvidere kan en tyveårig digter ikke godt forblive, og jeg betroede derfor to jævnaldrende venner, hvad der i stilhed beskæftigede mig.
HIS: 131
Vi tre knyttede store forventninger til «Catilina» da det var bleven færdigt. Først og fremst skulde det nu renskrives for, under et opdigtet forfatternavn, at indleveres til theatret i Kristiania, og derhos skulde det offentliggøres gennem trykken. Den ene af mine troende og trofaste påtog sig at levere en smuk og tydelig kopi af mit rå urettede udkast, et hverv, hvilket han udførte til den grad samvittighedsfuldt, at han end ikke glemte en eneste af de utallige tankestreger, som jeg i produktionens hede havde anbragt overalt, hvor det rette udtryk ikke i øjeblikket vilde falde mig ind. Den anden af mine venner, hvis navn jeg her nævner, da han ikke mere er blandt de levende, daværende student, senere sagfører, Ole C. Schulerud, rejste til Kristiania med afskriften. Jeg husker endnu et af hans breve, hvori han melder mig at nu var «Catilina» indleveret til theatret; at det snart vilde komme til opførelse, derom kunde der naturligvis ikke være nogen tvivl, såsom direktionen bestod af meget skønsomme mænd; og ligesålidt kunde det betvivles at byens samtlige boghandlere med glæde vilde betale et klækkeligt honorar for første oplag; hvad det kom an på, mente han, var
1.utg: 9
kun at udfinde den, der vilde gøre det højeste bud.
HU: 122
Efter en lang og spændende ventetid begyndte imidlertid nogle vanskeligheder at vise sig. Fra theaterdirektionen erholdt min ven stykket tilbagesendt med et særdeles høfligt men ligeså bestemt afslag. Han gik nu med manuskriptet fra boghandler til boghandler; men alle som en udtalte de sig i samme retning som theaterdirektionen. Den højstbydende forlangte så og så meget for at trykke stykket uden honorar.
Alt dette nedslog dog langtfra ikke min vens tro på sejren. Han tilskrev mig tvertimod, at det just var bedst således; jeg skulde selv optræde som forlægger af mit drama; med de fornødne penge vilde han forstrække mig; udbyttet skulde vi dele, imod at han besørgede alt forretningsmæssigt ved sagen – undtagen korrekturlæsning, hvilken han anså for overflødig, da man havde et så smukt og tydeligt manuskript at trykke efter. I et senere brev ytrede han, at
HIS: 132
han med disse lovende fremtidsudsigter for øje tænkte på at opgive sine studeringer for helt og holdent at kunne hellige sig til udgivelsen af mine værker; to eller tre skuespil om året, mente han at jeg med lethed måtte kunne skrive, og ifølge en anstillet sandsynlighedsberegning havde han udfundet at vi for overskuddet måtte om ikke lang tid kunne foretage den mellem os oftere
1.utg: 10
aftalte eller omtalte rejse gennem Europa og Orienten.
Min rejse indskrænkede sig imidlertid foreløbig til Kristiania. Der indtraf jeg i begyndelsen af våren 1850 og kort iforvejen var «Catilina» kommen tilsyne i boghandelen. Stykket vakte opsigt og interesse i studenterverdenen; men kritiken dvælede nærmest ved de fejlfulde vers og fandt forøvrigt bogen umoden. En mere anerkendende dom udtaltes kun fra et enkelt hold; men denne udtalelse kom fra en mand, hvis anerkendelse altid har været mig kær og vægtfuld, og hvem
HU: 123
jeg herigennem bringer min fornyede tak. Solgt blev der nok ikke ret meget af det lille oplag; min ven havde en del af exemplarerne i sit værge, og jeg erindrer at en aften, da vor huslige fællesforfatning syntes at optårne uoverstigelige vanskeligheder for os, blev denne bunke trykte sager gjort til makulatur og lykkelig afhændet til en høker. I de nærmest påfølgende dage manglede vi ingen af livets første fornødenheder. –
Under mit ophold i hjemmet i afvigte sommer, og navnlig efter min tilbagekomst hertil, trådte de skiftende billeder fra mit forfatterliv klarere og skarpere frem for mig end nogensinde før. Blandt andet tog jeg også «Catilina» for mig. Bogens indhold i det enkelte havde jeg næsten glemt; men ved påny at gennemlæse den
1.utg: 11
fandt jeg at den dog rummede en hel del, som jeg endnu kunde vedkende mig, navnlig hvis man ser hen til at den er mit begynderarbejde. Mangt og meget, hvorom min senere digtning har drejet sig, – modsigelsen mellem evne og higen, mellem vilje og mulighed, menneskehedens og individets tragedie og komedie på engang, – kommer allerede her frem i tågede antydninger, og jeg fattede derfor det forsæt, som et slags jubilæums-skrift at foranstalte en ny udgave,
HIS: 133
– et forsæt, hvortil min forlægger med sædvanlig redebonhed gav sin billigelse.
Men det gik naturligvis ikke an uden videre at genoptrykke den gamle originaludgave; thi denne er, som foran påpeget, intet andet end et aftryk af mit ufærdige og urettede koncept eller af det allerførste rå udkast. Ved gennemlæsningen mindedes jeg tydeligt, hvad der oprindelig havde foresvævet mig, og jeg så tillige at formen sågodtsom intetsteds afgav et fyldestgørende udtryk for, hvad jeg havde villet.
Jeg besluttede derfor at gennemarbejde denne min ungdomsdigtning, således, som jeg tror at jeg allerede
HU: 124
dengang vilde kunne have gjort det, såfremt tiden havde stået til min rådighed og omstændighederne havde været mig gunstigere. Ved ideerne, forestillingerne og det heles udviklingsgang har jeg derimod ikke rørt. Bogen er forbleven den oprindelige, kun at den nu fremtræder i en fuldført skikkelse.
1.utg: 12
Med foranstående for øje, beder jeg, at den må blive modtagen af mine venner i Skandinavien og andetsteds; jeg beder at de vil modtage den som en hilsen fra mig ved afslutningen af et tidsrum, der for mig har været vekselfuldt og rigt på modsætninger. Meget af hvad jeg for femogtyve år siden drømte, er bleven virkeliggjort, om end ikke på den måde eller så snart, som jeg da håbede. Dog tror jeg nu at det var bedst for mig således; jeg ønsker ikke at noget af det mellemliggende skulde have været uprøvet, og ser jeg tilbage på det gennemlevede som på en helhed, da gør jeg det med en tak for alt og en tak til alle.
Dresden i Februar 1875 Henrik Ibsen
HIS: 134
1.utg: [13]
HIS: 135
CATILINA
1.utg: [14]
HIS: 136
HU: 125
Personerne
LUCIUS CATILINA, en adelig Romer
AURELIA, hans hustru
FURIA, en vestalinde
CURIUS, Catilinas slægtning, en yngling
MANLIUS, en gammel kriger

LENTULUS
COEPARIUS
GABINIUS
STATILIUS
CETHEGUS unge adelige Romere

AMBIORIX
OLLOVICO Allebrogernes udsendinger
EN OLDING
prestinder og TJENERE i Vestas tempel
gladiatorer og KRIGERE
ALLEBROGERNES LEDSAGERE
SULLAS GENFÆRD
Første og anden akt foregår ved og i Rom, tredje akt i Etrurien.
1.utg: [15]
HIS: 137
HU: 127
FØRSTE AKT
Ved den flaminiske landevej udenfor Rom. En træbevokset bakke ved vejen. I baggrunden fremrager stadens højder og mure. Det er aften.
Catilina står oppe på bakken mellem buskerne, lænet til en træstamme.
CATILINA
Jeg må! Jeg må; så byder mig en stemme
i sjælens dyb, – og jeg vil følge den.
Kraft ejer jeg, og mod til noget bedre,
til noget højere, end dette liv.
En række kun af tøjlesløse glæder –!
Nej, nej; de fyldestgør ej hjertets trang.
Jeg sværmer vildt! Kun glemsel er min higen.
Det er forbi! Mit liv har intet mål.
(efter et ophold)
Hvad blev der vel af mine ungdomsdrømme?
Som lette sommerskyer de forsvandt.
Kun nag og skuffelse de lod tilbage; –
hvert modigt håb har skæbnen røvet mig.
(slår sig for panden)
Foragt dig selv! Foragt dig, Catilina!
Du føler ædle kræfter i dit sind; –
1.utg: 16
og hvad er målet for din hele stræben?
Kun mættelse for sanseligt begær.
HIS: 138
(roligere)
Dog, stundom end, som nu i denne time,
en lønlig længsel ulmer i mit bryst.
Ah, når jeg ser mod staden hist, det stolte,
det rige Roma, – og den uselhed
og det fordærv, hvortil det længst er sunket,
fremtræder klart som solen for mit syn, –
HU: 128
da råber højt en stemme i mit indre:
vågn, Catilina; – vågn, og vord en mand!
(afbrydende)
Ak, det er gøgleværk og nattens drømme,
og ensomhedens åndefostre kun.
Ved mindste lyd fra virklighedens rige
de flygter ned i sjælens stumme dyb.
Allebrogernes udsendinger, Ambiorix og Ollovico, med sine ledsagere, kommer nedover landevejen uden at bemærke Catilina.
AMBIORIX
Se hist vor rejses mål! Se Romas mure!
Mod himlen står det høje Kapitol.
OLLOVICO
Det Roma er? Italiens herskerinde,
og snart Germanniens, – Galliens og måské.
AMBIORIX
Desværre, ja; – så tør det engang vorde;
og skånselløst er Romas herredom;
den undertvungne tynger det til jorden.
1.utg: 17
Nu får vi se, hvad lod vort folk kan vente:
HIS: 139
om her er værn mod krænkelserne hjemme,
og fred og ret for Allebrogers land.
OLLOVICO
Det vil os skænkes.
AMBIORIX
Lad os håbe så;
thi endnu ved vi ingenting med visshed.
OLLOVICO
Du frygter, synes det?
AMBIORIX
Med skellig grund.
Nidkær var Roma stedse for sin magt.
Og kom ihug at dette stolte rige
af høvdinger ej styres, som hos os.
Derhjemme råder vismand eller kriger, –
i kløgt den ypperste, i strid den største;
ham kårer vi til fører for vor stamme,
til dommer og til hersker for vort folk.
Men her
CATILINA råber ned til dem
– her råder vold og egennytte; –
ved list og rænker blir man hersker her!
HU: 129
OLLOVICO
O, ve os, brødre, – han har os beluret!
1.utg: 18
AMBIORIX
til Catilina
Er så den ædelbårne Romers skik?
Et kvindeværk er det i vore dale.
HIS: 140
CATILINA
stiger ned på vejen
Frygt ikke; – spejden er ej min bedrift;
tilfældig kun jeg hørte eders tale. –
Fra Allebrogerlandet kommer I?
I Roma tror I retfærd er at finde?
Vend om! Drag hjem! Her råder tyranni
og uretfærd langt mer end nogensinde.
En republik af navnet er det vel;
og dog, hver borger er en bunden slave,
forgældet, og afhængig som en træl
af et senat – tilfals for gunst og gave.
Forsvunden er den fordums samfunds-ånd,
det frisind, Roma havde før i eje; –
liv, sikkerhed, er af senatets hånd
en nåde, som med guld man må opveje.
Her gælder magtsprog, ej retfærdighed;
den ædle står af vælden overskygget –
AMBIORIX
Men sig, – hvo er da du, der bryder ned
den grund, hvorpå vort hele håb var bygget?
CATILINA
En mand, der føler varmt for friheds sag;
en fiende af uretfærdigt vælde;
1.utg: 19
en ven af hver en undertrykt, hver svag, –
med lyst og mod, den mægtige at fælde.
AMBIORIX
Det stolte Romerfolk –? Ah, Romer, svar; –
du sikkert vil os fremmede bedrage.
Er det ej mere, hvad det fordum var:
tyranners skræk, beskytter for den svage?
HIS: 141
CATILINA
peger mod staden og siger
Se, Allebroger, – hist på højden truer,
med herskertrods, det store Kapitol.
Se, hvor i rødlig aftenglans det luer
HU: 130
ved sidste blinket ifra vestens sol. –
Så flammer også Romas aftenrøde;
dets frihed hylles ind i trældoms nat. –
Dog, på dets himmel snart en sol skal gløde;
og for dens stråler svinder mulmet brat.
Han går.

En søjlegang i Rom.
Lentulus, Statilius, Coeparius og Cethegus kommer ind i ivrig samtale.
COEPARIUS
Ja, du har ret; det vorder stedse værre.
Hvad enden bliver, ved jeg ikke selv.
1.utg: 20
CETHEGUS
Ej! Aldrig falder det mig ind at tænke
på enden. Øjeblikket nyder jeg.
Hver glædens skål jeg stikker ud – og lader
det hele gå sin egen skæve gang.
LENTULUS
Vel den, der kan. Det mig forundtes ikke
så ligegyldigt at imødese
den dag, da intet mer vi har tilovers,
og ingen fordring fyldestgøres kan.
HIS: 142
STATILIUS
Og aldrig glimt af udsigt til det bedre!
Dog, det er sandt: en levevis, som vor –
CETHEGUS
O, ti med sligt!
LENTULUS
Mit sidste arvestykke
blev denne morgen mig for gæld berøvet.
CETHEGUS
Nu væk med sorg og klager! Følg mig, venner!
I lystigt drikkelag vi drukner dem!
COEPARIUS
Ja, ja; det vil vi! Kom, I glade brødre!
LENTULUS
Vent lidt; hist ser jeg gamle Manlius; –
jeg tænker han, som vanligt, søger os.
1.utg: 21
MANLIUS
træder hæftig ind
Forbandet være disse lumpne hunde!
Retfærdighed de kender ikke mer.
LENTULUS
Hvad er påfærde? Hvorfor så forbittret?
HU: 131
STATILIUS
Har ågerkarle plaget også dig?
HIS: 143
MANLIUS
Hel andet. Hør! Som I vel alle ved,
har jeg med hæder tjent i Sullas hær.
Et stykke agerland blev min belønning.
Da krigen var tilende leved jeg
af dette gods; til nød det mig ernæred.
Nu er det taget fra mig! Som det heder –
skal statens ejendomme drages ind,
til ligelig fordeling på enhver.
Det er et røveri, og intet andet!
Kun egen griskhed søger de at mætte.
COEPARIUS
Så skalter de med vore rettigheder!
De mægtige tør øve, hvad de vil.
CETHEGUS muntert
Slemt nok for Manlius! Dog, værre slag
har rammet mig, som nu jeg skal fortælle.
Tænk eder kun, – min smukke elskerinde,
1.utg: 22
min Livia, har troløst mig forladt,
just nu, da alt, hvad end mig var tilovers,
for hendes skyld jeg havde ødslet bort.
STATILIUS
Din overdåd tilskrives må dit uheld.
CETHEGUS
Tilskriv det, hvad du vil; jeg giver ej
på mine ønsker slip; dem vil jeg stille
tilfreds så længe, som jeg det formår.
HIS: 144
MANLIUS
Og jeg, der tappert kæmped for den hæder,
den magt, hvormed de stolte praler nu!
Jeg skal –! Ah, var den gamle kække skare
af mine våbenfæller endnu her!
Men, nej; – den største delen er jo død;
og resten lever spredt i alle lande. –
O, hvad er I, den unge slægt, mod hine?
For magten bøjer I jer dybt i støvet;
I har ej mod at bryde eders lænker;
I bærer tålsomt dette trælleliv!
HU: 132
LENTULUS
Ved guderne, – skønt krænkende han taler,
er sandhed dog i hvad han sagde der.
CETHEGUS
O, ja; ja vel; – ret må vi give ham.
Men hvordan gribe fat? Se, det er tingen.
1.utg: 23
LENTULUS
Ja, sandhed er det. Altfor længe tålte
vi undertrykkelsen. Nu er det tid
at kaste af de bånd, som uretfærd
og herskesyge rundt om os har flettet.
STATILIUS
Ah, jeg forstår dig, Lentulus! Dog se,
til sligt behøver vi en kraftig leder –
med mod og indsigt nok. Hvor findes han?
LENTULUS
Jeg kender en, der mægter os at lede.
HIS: 145
MANLIUS
Du mener Catilina?
LENTULUS
Netop ham.
CETHEGUS
Ja, Catilina; han var kanske manden.
MANLIUS
Jeg kender ham. Jeg var hans faders ven,
med hvem i mangt et slag jeg fægted sammen.
Hans lille søn fik følge ham i krigen.
I hin tid alt var drengen vild, ustyrlig;
dog, sjeldne gaver var hos ham at spore; –
hans sind var højt, hans mod urokkeligt.
1.utg: 24
LENTULUS
Jeg tror at finde ham ret beredvillig.
I aftes mødte jeg ham dybt forstemt.
Han ruger over hemmelige anslag; –
et dristigt mål han havde længst isigte.
STATILIUS
Ja, konsulatet har han længe søgt.
LENTULUS
Det vil ej lykkes ham; thi voldsomt har
hans fiender imod ham talt og tordnet; –
han var tilstede selv, og rasende
forlod han rådet – pønsende på hævn.
STATILIUS
Da går han sikkert på vort forslag ind.
HIS: 146
LENTULUS
Jeg håber det. Dog først vi planen må
i enrum veje. Tiden er os gunstig.
De går.

HU: 133
I Vesta-templet i Rom. På et alter i baggrunden brænder en lampe med den hellige ild.
Catilina, fulgt af Curius, kommer listende ind mellem søjlerne.
CURIUS
Hvad, Catilina, – hid du fører mig?
I Vestas tempel!
1.utg: 25
CATILINA
leende
Nu ja; som du ser!
CURIUS
I guder, – hvilket letsind! End idag
har Cicero i rådet tordnet mod dig;
og dog du kan –
CATILINA
O, lad det være glemt!
CURIUS
Du er i fare, og forglemmer den –
ved blindt at styrte dig ind i en anden.
HIS: 147
CATILINA
muntert
Forandring er min lyst. Jeg aldrig ejed
en vestalindes elskov, – den forbudne; –
thi kom jeg hid at friste lykkens gunst.
CURIUS
Hvad siger du? Umuligt! Det er spøg!
CATILINA
En spøg? Ja visst, – som hver min kærlighed; –
men alvor er dog, hvad jeg nys dig sagde.
Ved sidste skuespil jeg så på torvet
prestinderne i stort og festligt optog.
Tilfældigvis på en af dem jeg sænked
et øjekast, – og med et flygtigt blik
1.utg: 26
hun mødte mit. Det trængte gennem sjælen.
Ah, dette udtryk i det sorte øje
jeg aldrig så hos nogen kvinde før.
CURIUS
Det vil jeg tro. Men sig, – hvad fulgte siden?
CATILINA
I templet har jeg vidst at slippe ind,
har flere gange set og talt med hende.
O, hvilken forskel mellem denne kvinde
og min Aurelia.
CURIUS
Du elsker begge
på engang? Nej, – det kan jeg ej forstå.
HIS: 148
CATILINA
Besynderligt. Jeg fatter det ej selv.
HU: 134
Og dog – jeg elsker begge, som du siger.
Men hvor forskellig er ej denne elskov!
Aurelia er øm og stemmer tidt
med blide ord mit sind til ro og mildhed; –
hos Furia –. Gå, gå; der kommer nogen.
De skjuler sig mellem søjlerne.
FURIA kommer ind fra den anden side
Forhadte haller, – vidner til min smerte,
hjem for den kval, hvortil jeg er fordømt!
Hvert herligt håb, hver tanke, som jeg nærte,
er slukt i dette hjerte, – gennemstrømt
1.utg: 27
af febergysen snart, og snart af gløden,
mer hed og brændende end flammen der. –
Ah, hvilken skæbne! Og hvad var vel brøden,
som fængsled mig til dette tempel her, –
som røved mig enhver min ungdomsglæde, –
i livets varme vår hver skyldfri lyst?
Dog, ingen tåre skal mit øje væde;
kun hævn og had beliver dette bryst.
CATILINA træder frem
Og heller ej for mig en anden lue –
en mere blid – du nærer, Furia?
FURIA
I guder! Du, forvovne, her igen?
Du frygter ej –?
HIS: 149
CATILINA
Jeg kender ikke frygt.
Det stedse var min lyst at trodse faren.
FURIA
O, herligt; herligt! Så er og min lyst; –
og dette tempel hader jeg desmere,
fordi jeg lever her i stadig tryghed,
og ingen fare bag dets mure bor.
O, denne tomme, handlingsløse færden,
et liv, så mat, som lampens sidste blus –!
Hvor trang en tumleplads for al min fylde
af vide formål og af hede ønsker!
1.utg: 28
Alt knuges sammen mellem disse vægge; –
HU: 135
her stivner livet; håbet slukkes ud;
her sniger dagen døsigt sig tilende,
og ingen tanke rettes mod en dåd.
CATILINA
Ah, Furia, hvor sælsom er din tale!
Den er som genlyd fra min egen barm, –
som om med flammeskrift du vilde male
enhver min higen, svulmende og varm.
Så knuger naget også dette hjerte;
som dit – af hadet, hærdes det til stål;
som dig, mig røvedes hvert håb, jeg nærte;
mit levnet er – som dit – foruden mål.
Og dog jeg gemmer taus min kval, mit savn;
og ingen aner, hvad der gløder i mig.
De håner og foragter mig, – de usle;
de fatter ej, hvor højt mit hjerte slår
for ret og frihed, og for alt, hvad ædelt
bevæged sig i nogen Romers sind.
HIS: 150
FURIA
Jeg vidste det! Din sjæl, og ingen anden,
er skabt for mig, – så råber lydt en røst,
som aldrig fejler og som ej bedrager.
Så kom! O, kom – og lad os følge røsten!
CATILINA
Hvad mener du, min skønne sværmerinde?
FURIA
Kom, – lad os flygte langt fra dette sted;
1.utg: 29
et nyskabt fædreland vi vil os finde.
Her kues åndens stolthed og dens flugt;
her slukker lavhed hver en herlig funke
før den til flammers leg får blusse frem.
Kom, lad os flygte; – se, for frihedssindet
er hele jordens kreds et fædrehjem!
CATILINA
O, mægtigt tryllende du drager mig –
FURIA
Så lad os nytte dette øjeblik!
Højt over fjelde; vidt bag havets flade, –
langt, langt fra Roma standser først vor flugt.
Dig følger sikkert tusend venners skare;
HU: 136
i fjerne lande fæster vi vort bo;
der hersker vi; der skal sig åbenbare,
at intet hjerte slog som disse to!
CATILINA
O, skønt! – Men flygte? Hvorfor skal vi flygte?
Se, her kan også frihedsflammen næres;
HIS: 151
her findes og en mark for dåd og handling,
så stor, som selv din sjæl begærer den.
FURIA
Her, siger du? Her, i det usle Roma,
hvor ikkun slavesind og voldsmagt findes?
Ah, Lucius, er også du blandt dem,
som uden rødme Romas fortid mindes?
Hvo råded fordum her? Hvo råder nu?
1.utg: 30
Dengang en helteflok, – og nu en skare
af trælles trælle –
CATILINA
Spot mig også du; –
men vid, – for Romas frihed at bevare,
for end engang at se dets sunkne glans,
med glæde jeg, som Curtius, mig styrted
i svælget ned –
FURIA
Dig tror jeg; dig alene; –
dit øje brænder; du har sandhed talt.
Dog, gå; thi snart prestinderne kan ventes;
på denne tid de plejer samles her.
CATILINA
Jeg går; dog kun for atter dig at møde.
En tryllekraft mig fængsler til din side; –
så stolt en kvinde så jeg aldrig før.
FURIA med et vildt smil
Da lov mig et; og sværg, at du vil holde,
hvad du mig lover. Vil du, Lucius?
HIS: 152
CATILINA
Alt vil jeg, hvad min Furia forlanger;
byd over mig, og sig, hvad jeg skal love.
FURIA
Så hør. Skønt her jeg som en fange lever,
1.utg: 31
jeg ved, i Roma færdes der en mand,
HU: 137
hvem jeg har svoret fiendskab til døden –
og had bag gravens sorte skygger selv.
CATILINA
Og så –?
FURIA
Så sværg, – min fiende skal vorde
til døden din. Vil du, min Lucius?
CATILINA
Det sværger jeg ved alle store guder!
Det være svoret ved min faders navn
og ved min moders minde –! Furia, –
hvad fattes dig? Dit øje flammer vildt, –
og marmorhvid, som ligets, er din kind.
FURIA
Jeg ved det ikke selv. – En ildflod strømmer
igennem mig. Sværg! Sværg din ed tilende!
CATILINA
Udøs, I vældige, på denne isse
al eders harm, og lad jer vredes lyn
mig sønderknuse, hvis min ed jeg bryder:
en dæmon lig jeg skal forfølge ham!
HIS: 153
FURIA
Alt nok; jeg tror dig. Ah, min barm det letted.
I dine hænder hviler nu min hævn.
1.utg: 32
CATILINA
Udføres skal den. Dog, nu sig mig blot, –
hvo er din fiende? Hvad var hans brøde?
FURIA
Ved Tibers bredder, langt fra stadens larm,
min vugge stod; der var mit stille hjem.
En elsket søster leved der med mig,
til vestalinde kåret alt som barn. –
Da kom en niding til vor fjerne egn; –
han så den unge vordende prestinde –
CATILINA overrasket
Prestinde? Sig mig –! Tal –!
FURIA
Han skænded hende.
Hun søgte sig en grav i Tiber-strømmen.
CATILINA urolig
Du kender ham?
FURIA
Jeg så ham ingensinde.
Alt var forbi, da sorgens bud mig bragtes.
Nu kender jeg hans navn.
CATILINA
Så nævn det da!
HU: 138
FURIA
Det navn har ry. Han heder Catilina.
1.utg: 33
HIS: 154
CATILINA
farer tilbage
Hvad siger du? O, rædsel! Furia –!
FURIA
Kom til dig selv! Hvad fattes dig? – Du blegner.
Min Lucius, – er denne mand din ven?
CATILINA
Min ven? Nej, Furia, – nu ikke mere.
Jeg har forbandet, – svoret evigt had –
mig selv.
FURIA
Dig selv! Du – du er Catilina?
CATILINA
Jeg er det.
FURIA
Du min Silvia vanæred?
Ah, så har Nemesis jo hørt mit råb; –
selv har du hævnen nedkaldt på dit hoved!
Ve over dig, du voldsmand, – ve!
CATILINA
Hvor blankt
dit øje stirrer på mig! Silvias skygge
du tykkes lig i lampens matte skin!
Han iler ud; lampen med den hellige ild slukner.
FURIA efter et ophold
Ja, nu forstår jeg det. Fra mine blikke
er sløret faldet, – og jeg ser i natten.
1.utg: 34
Had var det, som, da første gang jeg skued
HIS: 155
på torvet ham, sig sænked i mit bryst. –
En sælsom følelse; en blodrød flamme!
O, han skal føle, hvad et had som mit,
et evigt gærende, et aldrig mættet,
kan ruge ud til hævn og til fordærv!
EN VESTALINDE træder ind
Gå, Furia; din vagt er nu tilende;
thi kom jeg hid –. Dog, hellige gudinde, –
hvad ser jeg! Ve dig; ve dig! Flammen slukt!
FURIA forvildet
Slukt, siger du? Så vildt den aldrig brændte; –
den slukkes ej.
VESTALINDEN
I magter, – hvad er dette?
HU: 139
FURIA
Nej, hadets ildhav slukkes ej så let!
Se, kærligheden blaffer op – og dør
i næste stund; men hadet –
VESTALINDEN
Alle guder, –
det er jo vanvid!
(råber ud)
Kom! Til hjælp; til hjælp!
Vestalinder og tempeltjenere iler ind.
1.utg: 35
NOGLE
Hvad er påfærde?
ANDRE
Vestaflammen slukket!
HIS: 156
FURIA
Men hadets brænder; hævnens blusser højt!
VESTALINDERNE
Bort, bort med hende; bort til dom og straf!
De fører hende ud imellem sig.
CURIUS træder frem
Til fængslet føres hun. Derfra til døden. –
Nej, nej, ved guderne, det må ej ske!
Skal hun, den stolteste af alle kvinder,
i skændsel ende, levende begravet? –
O, aldrig følte jeg mig så tilmode.
Er dette kærlighed? Ja, sådan er det. –
Ved mig hun frelses skal! – Men Catilina?
Med had og hævn hun vil forfølge ham.
Har han af avindsmænd ej nok tilforn?
Tør endnu jeg hans fienders antal øge?
Han var imod mig som en ældre broder;
mig byder taksomhed at skærme ham. –
Men kærligheden? Ah, hvad byder den?
Og skulde han, den kække Catilina,
vel skælve for en kvindes anslag? Nej; –
til redningsværk endnu i denne stund!
1.utg: 36
Vent, Furia; – jeg drager dig af graven
til livet, – gjaldt det end mit eget liv!
Han går hurtigt bort.

HIS: 157
HU: 140
En sal i Catilinas hus.
CATILINA kommer heftig og urolig ind
«Ah, så har Nemesis jo hørt mit råb;
selv har du hævnen nedkaldt på dit hoved.»
Så lød det jo fra sværmerindens læber.
Forunderligt! Måske det var et vink, –
et varsel om, hvad tiden bringer med sig.
Så har jeg da med ed mig viet ind
til blodig hævner af min egen brøde.
Ah, Furia, – mig tykkes end, jeg ser
dit flammeblik, vildt, som en dødsgudindes!
Hult ringer dine ord for mine øren; –
og alle dage skal jeg eden mindes.
Under det følgende træder Aurelia ind og nærmer sig ham uden at bemærkes.
CATILINA
Dog, det er tåbeligt at tænke mer
på denne galskab; – andet er det ikke.
Ad bedre veje kan min grublen gå;
et større formål bydes mine kræfter.
Al tidens uro maner med sit krav;
mod den jeg må enhver min tanke vende;
håb, tvivl mig tumler som et stormfuldt hav –
1.utg: 37
AURELIA
griber hans hånd
Tør din Aurelia ej grunden kende?
Tør hun ej vide, hvad der i dit bryst
bevæger sig og kæmper vildt derinde?
HIS: 158
Tør hun ej yde dig en hustrus trøst
og bringe pandens mulm til at forsvinde?
CATILINA mildt
O, min Aurelia, – hvor god og øm –.
Dog, hvorfor skal jeg livet dig forbittre?
Hvi skal med dig jeg dele mine sorger?
For min skyld har du døjet smerte nok.
Herefterdags jeg på min egen isse
vil bære, hvad mig skæbnen fiendsk beskar, –
HU: 141
al den forbandelse, der ligger i
foreningen af stærke sjælekræfter,
af varme længsler mod et dådrigt liv,
med usle kår, der kuer åndens stræben. –
Skal også du, i lange dybe drag,
min skæbnes bittre skål til bunden tømme?
AURELIA
En kærlig trøst er stedse kvindens sag,
kan hun end ej, som du, om storhed drømme.
Når manden kæmper for sin stolte drøm,
og al hans løn er skuffelse og kummer, –
da lyder hendes tale blid og øm,
og dysser ind ham i en kvægsom slummer;
1.utg: 38
da fatter han at og det stille liv
har glæder, som den vilde tummel savner.
CATILINA
Ja, du har ret; jeg føler det så vel.
Og dog, jeg kan mig ej fra larmen rive.
En evig uro gærer i min barm; –
kun livets tummel mægter den at stille.
HIS: 159
AURELIA
Er din Aurelia dig ikke nok, –
formår hun ej, din sjæl tilfreds at stille, –
så åbn dog hjertet for et venligt ord,
en kærlig trøst ifra din hustrus læber.
Kan hun ej mætte denne hede trang,
kan hun ej følge dine tankers flyven, –
vid: hun formår at dele hver din sorg,
har kraft og mod at lette dine byrder.
CATILINA
Så hør da, min Aurelia, hvad der
i disse dage mig så dybt forstemte.
Du ved, jeg længst har konsulatet søgt –
foruden held. Du kender jo det hele; –
hvordan, for stemmer at erhverve mig,
jeg har forødt –
AURELIA
O, ti, min Catilina;
det smerter mig –
1.utg: 39
HU: 142
CATILINA
Du laster og min færd?
Hvad bedre middel havde jeg at vælge? –
Til ingen nytte spildte jeg mit eje;
kun spot og skændsel blev min hele vinding.
Nys i senatet har min avindsmand,
den trædske Cicero, mig trådt i støvet.
Hans tale var en skildring af mit liv,
så skrigende, at selv jeg måtte gyse.
I hvert et blik jeg læste skræk og gru;
med afsky nævnes navnet Catilina;
til efterslægten vil det bringes, som
et billed på en fæl og rædsom blanding
HIS: 160
af tøjlesløshed og af uselhed,
af hån og trods mod alt, hvad der er ædelt. –
Og ingen dåd får rense dette navn
og slå til jorden, hvad man fult har løjet!
Enhver vil tro, hvad rygtet har fortalt –
AURELIA
Men jeg, min husbond, tror ej slige rygter.
Lad hele verden end fordømme dig;
lad dem kun skændsel på dit hoved dynge; –
jeg ved, du gemmer inderst i dit sind
en spire, som kan sætte blomst og frugt.
Dog, her formår den ej at bryde frem;
og giftigt ukrudt vil den snarlig kvæle.
Lad os forlade dette lastens hjem; –
hvad binder dig? Hvi skal vi her vel dvæle?
1.utg: 40
CATILINA
Jeg skulde rømme marken, – drage bort?
Jeg skulde slippe mine største tanker?
Den druknende – endskønt foruden håb –
sig klynger fast dog til de knuste planker;
og sluges vraget af den våde grav,
og er det sidste skimt af redning svunden, –
den sidste planke han med sidste kraft
omklamrer, synkende med den til bunden.
HU: 143
AURELIA
Men hvis en gæstmild kyst tilsmiler ham
med grønne lunde langsmed havets vove,
da vågner håbet atter i hans barm, –
han stræber did, imod de lyse skove.
Der er det skønt; der hersker stille fred;
HIS: 161
der triller bølgen lydløst imod stranden;
der lægger han de trætte lemmer ned,
og kølig aftenvind omvifter panden; –
den jager bort hver sorgens mørke sky;
en trøstig ro blir i hans sind tilbage; –
der dvæler han og finder kvægsomt ly
og glemsel for de svundne tunge dage.
Den fjerne genlyd kun af verdens larm
formår at trænge til hans lune bolig.
Den bryder ikke freden i hans barm; –
den gør hans sjæl end mere glad og rolig;
den minder ham om den forsvundne tid,
med knuste formål og med vilde glæder;
1.utg: 41
han finder dobbelt skønt det stille liv –
og bytter ej med nogen Romers hæder.
CATILINA
Du taler sandhed; og i denne stund
jeg kunde følge dig fra strid og tummel.
Men kan du nævne mig så dulgt et sted,
at vi kan leve der i ly og stilhed?
AURELIA glad
Du vil, min Catilina! Hvilken fryd, –
o, mere rig, end dette bryst kan rumme!
Så lad det ske! Endnu i denne nat
afsted vi drager –
CATILINA
Hvorhen skal vi drage?
Nævn mig den plet, hvor hjemligt jeg tør lægge
til ro mit hoved!
HIS: 162
AURELIA
Kan du sådan tale?
Har du forglemt vort lille landsted, hvor
min barndom svandt, og hvor vi siden glade,
HU: 144
i elskovs første lykkelige tid,
har levet mange muntre sommerdage?
Hvor var vel græsset mere grønt end der?
Hvor større kølighed i skovens skygge?
Den hvide villa mellem mørke trær
fremtitter, vinkende til rolig hygge.
1.utg: 42
Did flygter vi og vier ind vort liv
til landlig syssel og til fredsom glæde; –
der skal opmuntre dig en kærlig viv;
med kys hun skal enhver din kummer sprede.
(smilende)
Og når, med markens blomster i din favn,
du træder ind til mig – din herskerinde, –
da råber jeg min blomsterfyrstes navn
og binder laurbærkransen om hans tinde! –
Men hvorfor blegner du? Du knuger vildt
min hånd, – og sælsomt flammer dine blikke –
CATILINA
Ve mig, Aurelia; din fryd er spildt; –
didhen at føre dig formår jeg ikke.
Det kan jeg aldrig mer!
AURELIA
Du skrækker mig!
Dog, ikke sandt, – du spøger, Catilina?
CATILINA
Jeg spøge! O, hvis blot det var en spøg!
Men hver dit ord, lig hævnens hvasse pile,
igennemborer dette pinte bryst,
som skæbnen aldrig vil forunde hvile.
HIS: 163
AURELIA
I guder; tal! Hvad mener du?
1.utg: 43
CATILINA
Se her!
Her er dit landsted, – her din fremtids glæde!
Han trækker en pung med guldpenge frem og kaster den på bordet.
AURELIA
O, du har solgt –?
CATILINA
Alt solgte jeg idag; –
og i hvad hensigt? Ah, for at bestikke –
HU: 145
AURELIA
Tal ikke mere! Lad os ikke tænke
på denne sag; det volder jo kun sorg.
CATILINA
Mig knuser tifold mer dit stille tålmod,
end selv et smertesskrig ifra din læbe!
En gammel soldat kommer ind og nærmer sig Catilina.
SOLDATEN
Tilgiv mig, herre, at jeg træder ind
så sent på dagen, umeldt, i din bolig.
Vær ikke vred –
CATILINA
Hvad er dit ærend her?
HIS: 164
SOLDATEN
Mit ærend er en ydmyg bøn. Du sikkert
vil høre den. Jeg er en fattig mand,
1.utg: 44
som ofret har min kraft for Romas hæder.
Nu er jeg svækket, kan ej tjene længer,
og mine våben hænger rustne hjemme.
Min alders håb stod til min søn. Han har
med sine hænders arbejd mig ernæret.
Ak, – for en gæld han sidder fængslet nu.
Og ingen redning –. Hjælp mig; hjælp mig, herre!
(knælende)
En liden skærv! Jeg vandret har fra hus
til hus; men hver en dør forlængst var lukket.
Jeg ved ej udvej mer –
CATILINA
Det ligner dem!
Se her et billed på de manges nød.
Så lønner man den tappre gamle skare.
Ej findes taksomhed i Roma længer!
Der var en tid, da jeg i billig harm
gad straffe dem med sværd og røde flammer;
men bløde ord har lydt til mig fornylig;
mit sind er barnemildt; jeg vil ej straffe; –
at lindre sorgen er jo og en gerning. –
Der, gamle kriger; – klar med det din gæld.
Han rækker ham pungen med guldpengene.
HU: 146
SOLDATEN
rejser sig
O, gode herre, – tør jeg tro dit ord?
HIS: 165
CATILINA
Ja; skynd dig, gubbe; løs din alders håb.
Soldaten går hurtigt bort.
1.utg: 45
CATILINA
En bedre brug, – ej sandt, Aurelia? –
end til bestikkelser og stemmekøb.
Vel er det skønt at knuse voldsmænds magt;
men stille trøst har også sin belønning.
AURELIA kaster sig i hans arme
O, rig og ædel er endnu din sjæl.
Nu kender jeg igen min Catilina!

Et underjordisk gravkammer med en nylig igenmuret åbning højt oppe på bagvæggen. En lampe brænder mat.
Furia, iført lange sorte klæder, står i en lyttende stilling nede i gravkamret.
FURIA
Det drønner hult. Det tordner visst deroppe.
Det lyder til mig helt herned i graven.
Men graven selv, den er så stille – stille!
Er jeg til døsig ro da evig dømt?
Skal end ej her ad sammenslyngte veje
jeg vandre frem, som stedse var min lyst?
(efter et ophold)
Det var et sælsomt liv; – en sælsom skæbne.
Lig stjerneskuddet alting kom – og svandt.
Han mødte mig. En lønlig trolddomsmagt,
HIS: 166
en indre samklang drog os mod hinanden.
1.utg: 46
Jeg var hans hævngudinde, – han mit offer; –
men straffen fulgte hævnerinden brat.
(atter ophold)
Nu er det lyst deroppe. – Fjernes jeg
nedad – umærkeligt – fra lysets bolig?
Ah, vel mig, hvis så er, – hvis denne dvælen
i gravens skød igrunden er en flugt
HU: 147
på lynets vinger ned mod mørkets lande, –
hvis alt jeg nærmer mig den brede Styx!
Der vælter bølgen blytung imod bredden;
der sysler Charon lydløs i sin båd.
Snart er jeg der! Der vil jeg taus mig sætte
ved færgestedet, – spørge hver en ånd,
hver flygtig skygge, som fra livets rige
let-skridende sig nærmer dødens flod, –
vil spørge ham, hvorledes Catilina
vel færdes blandt de levende deroppe, –
vil spørge, hvordan han har holdt sin ed.
Jeg lyse vil med blålig svovelfakkel
hver dødning ind i øjets brustne dyb, –
se efter, om det ej er Catilina.
Og når han kommer, vil jeg følge ham; –
da gør vi begge overfarten sammen,
betræder begge Plutons stille sal.
Jeg og som skygge følge skal hans skygge; –
hvor Catilina er, må Furia være!
(efter et ophold, mattere)
Ah, luften blir så lummer og så kvalm, –
og åndedrættet stedse mere tungt. –
1.utg: 47
Så nærmer jeg mig da de sorte sumpe,
HIS: 167
hvor underverdnens floder strømmer trægt –
(hun lytter; der høres en dump larm)
Et sagte drøn? Som åreslag det lyder.
Det er de dødes færgemand, der kommer
at hente mig. Nej, her – her vil jeg vente!
Stenene i den nylig tilmurede åbning brydes fra hverandre. Curius kommer tilsyne udenfor; han vinker til hende.
FURIA
Vær hilset, Charon! Er du alt beredt
at føre mig som gæst til dødens haller?
Her vil jeg vente!
CURIUS hviskende
Ti; – jeg frelser dig!
HIS: 168
1.utg: [48]
HIS: 169
HU: 148
ANDEN AKT
En sal i Catilinas hus, med åben søjlegang i baggrunden. En lampe oplyser salen.
Catilina går op og ned ad gulvet. Lentulus og Cethegus er hos ham.
CATILINA
Nej, nej! Jeg siger, I forstår ej selv,
hvad I forlanger af mig. Skulde jeg
forræderisk en borgerkrig begynde, –
med Romer-blod besmitte mine hænder?
Jeg gør det aldrig! Lad kun hele staden
fordømme mig –
LENTULUS
Du vil ej, Catilina?
CATILINA
Jeg vil ej.
CETHEGUS
Sig mig, – har du intet her
at hævne, – ingen, som du vel gad ramme?
1.utg: 49
CATILINA
Lad hævne, hvo der vil; jeg gør det ej.
Dog, taus foragt er også jo en hævn; –
den være skal min eneste.
HIS: 170
CETHEGUS
Aha, –
vi kom nok i en ubelejlig stund.
Men morgendagen vil dig sikkert bringe
på andre tanker.
CATILINA
Hvorfor morgendagen?
CETHEGUS
Her går en hob forunderlige rygter.
Nys er en vestalinde ført til døden –
CATILINA overrasket
En vestalinde? Ah, hvad siger du?
LENTULUS
Ja visst; en vestalinde. Mange mumler –
CATILINA
Hvad mumler de?
HU: 149
CETHEGUS
At du er ej så ganske
foruden del i denne mørke sag.
1.utg: 50
CATILINA
Det tror man om mig?
LENTULUS
Hm, – så løber rygtet.
Nu ja, – for os, for dine gode venner,
kan sligt jo være, som det være vil; –
men folket, Catilina, dømmer strængere.
CATILINA i tanker
Og er hun død?
HIS: 171
CETHEGUS
Det er hun uden tvivl.
En times ophold i forbrydergraven
er mer end nok –
LENTULUS
Det kommer os ej ved;
det var ej derfor vi om hende talte.
Men hør mig, Catilina! Tænk dig om.
Du søgte konsulatet. Al din velfærd
hang i den ene skøre håbets tråd; –
nu er den brusten; nu er alt forbi.
CATILINA som før
«Selv har du hævnen nedkaldt på dit hoved.»
CETHEGUS
Ryst slige tanker af; de nytter ej.
1.utg: 51
Vis dig som mand; endnu kan slaget vindes;
en kæk beslutning –; du har venner nok;
vi følger dig på allerførste vink. –
Du fristes ikke? Svar!
CATILINA
Nej, siger jeg!
Og hvorfor vil I sammensværge jer?
Tal ærligt! Drives I af friheds-længsel?
Er det, for Romas storhed at forynge,
at I vil styrte alt?
LENTULUS
Nej, ingenlunde;
men håb om egen storhed er jo dog
tilstrækkelig bevæggrund, Catilina!
HIS: 172
CETHEGUS
Og midler nok til rigt at nyde livet,
HU: 150
er heller ej så ganske at forkaste.
Det er min tragten; – jeg er ej ærgærrig.
CATILINA
Jeg vidste det. Kun usle snevre hensyn
til egen fordel er, hvad eder driver.
Nej, venner, nej; mod større mål jeg sigted!
Vel har jeg ved bestikkelser forsøgt
at rive konsulatet til mig; dog,
mit anslag rummed mer, end hvad man skulde
fra slige midler dømme. Borgerfrihed
og statens vel var målet for min stræben.
1.utg: 52
Man har mig miskendt; skinnet var imod.
Min skæbne vilde det. Det må så være!
CETHEGUS
Nu vel; men tanken på den venneflok,
du frelse kan fra undergang og skændsel –?
Du ved, at inden kort tid er vi bragt
til betlerstaven ved vort løse levnet.
CATILINA
Så stands itide; det er min beslutning.
LENTULUS
Hvorledes, Catilina, – du vil ændre
din levevis? Ha-ha; du spøger vel?
CATILINA
Det er mit alvor, – ved de store guder!
HIS: 173
CETHEGUS
Nu, så er ingen udvej med ham mere.
Kom, Lentulus; vi melde må de andre,
hvad svar han gav os. Vi vil finde dem
i muntert gilde hist hos Bibulus.
CATILINA
Hos Bibulus? Hvormangen lystig nat
jeg sværmet har hos Bibulus med eder!
Nu er det ude med mit vilde liv;
før dagen gryr har staden jeg forladt.
1.utg: 53
LENTULUS
Hvad siger du?
CETHEGUS
Du rejse vil herfra?
CATILINA
I denne nat, ledsaget af min hustru,
farvel for livet jeg og Roma tager.
I Galliens dale grunder jeg et hjem; –
den mark, jeg rydder, skal ernære mig.
HU: 151
CETHEGUS
Du vil forlade staden, Catilina?
CATILINA
Jeg vil; jeg må! Her tynges jeg af skændsel.
Ah, jeg har mod, min fattigdom at bære;
men i hver Romers blik at læse hån
og fræk foragt –! Nej, nej; det er formeget!
I Gallien kan jeg leve dulgt og stille;
der vil jeg glemme, hvad jeg engang var,
HIS: 174
vil døve driften til de store formål,
vil som en uklar drøm min fortid mindes.
LENTULUS
Nu, så lev vel; og lykken følge dig!
CETHEGUS
Husk os med venlighed, som vi vil huske
dig, Catilina! Nu fortæller vi
til brødrene dit nye sære forsæt.
1.utg: 54
CATILINA
Og bring dem så min broderlige hilsen!
Lentulus og Cethegus går.
Aurelia er trådt ind fra siden, men standser frygtsom ved synet af de bortgående; når de er ude, nærmer hun sig Catilina.
AURELIA blidt bebrejdende
Igen de vilde venner i dit hus?
O, Catilina –!
CATILINA
Det var sidste gang.
Nu tog jeg afsked med dem. Hvert et bånd,
som bandt til Roma mig, er overhugget
for alle tider.
AURELIA
Jeg har pakket sammen
vor smule ejendom. Det er ej meget; –
dog nok for nøjsomheden, Catilina!
HIS: 175
CATILINA
i tanker
Ja, mer end nok for mig, som tabte alt.
AURELIA
O, grubl ej over, hvad der ej kan ændres; –
forglem, hvad du –
CATILINA
Vel den, der kunde glemme, –
der kunde rive mindet ud af sjælen,
1.utg: 55
og alle håb, og alle ønskers mål!
Det kræver tid, før jeg så vidt kan komme;
men jeg vil stræbe –
HU: 152
AURELIA
Jeg vil hjælpe dig;
og du skal finde lindring for dit savn.
Dog, bort herfra vi må så snart som muligt.
Her taler livet til dig som en frister. –
Ej sandt, – vi rejser end i denne nat?
CATILINA
Jo, jo, – i denne nat, Aurelia!
AURELIA
En ringe sum, som endnu var tilbage,
jeg samlet har; til rejsen er det nok.
CATILINA
Godt, godt! Mit sværd jeg for en spade sælger.
Ah, hvad er sværdet mere vel for mig?
AURELIA
Du rydder jorden; jeg vil dyrke den.
Snart om vort hjem i blomsterflor skal spire
HIS: 176
en rosenhæk og venlige kærminder,
som varsel for at tiden snart er nær,
da du hvert fortidsminde hilse kan
som ungdomsven, når det din sjæl besøger.
1.utg: 56
CATILINA
Den tid, Aurelia? Jeg frygter, elskte, –
den ligger end i fremtids fjerne blå.
(med lettere udtryk)
Dog gå, min hustru; hvil dig lidt derinde.
Kort efter midnat vil vi bryde op; –
da blunder staden dybest i sin slummer,
og ingen aner, hvor vi flygter hen.
Den første morgenrøde skal os finde
langt – langt herfra; i laurbærlundens ly
vi hviler os på græssets bløde teppe.
AURELIA
En ny tilværelse for os frembryder, –
mer glæderig, end den, vi slutted her.
Nu vil jeg gå. En times rolighed
mig skænker kraft –. Godnat, min Catilina!
Hun omfavner ham og går ud.
CATILINA ser efter hende
Nu er hun borte. Ah, det letted mig!
Aflægge kan jeg denne byrdefulde
forstillelse, det skin af frejdighed,
HU: 153
som findes mindst af alt i dette hjerte.
Hun er min gode ånd. Hun vilde sørge,
ifald hun så min tvivl. Jeg må den skjule.
HIS: 177
Dog, denne tause stund jeg vier ind
til en betragtning af mit spildte liv. –
Ah, lampen der forstyrrer mine tanker; –
mørkt må her være, – mørkt, som i min sjæl!
(slukker lampen ud; månen skinner ind gennem søjlerne i baggrunden)
1.utg: 57
For lyst, – for lyst endnu! Dog, ligemeget; –
det matte måneskin sig passer godt
til dette dunkle halvlys, der omhyller, –
der stedse har omhyllet mine veje.
Hm, Catilina, – så er denne dag
din sidste; alt imorgen er du ej
hin Catilina mer, du før har været.
Fjernt i det øde Gallien skal mit liv
henrinde ukendt som en flod i skoven. –
Nu er jeg vågnet op af alle drømme
om magt, om storhed, om et dådrigt levnet; –
de svandt som duggen; i mit indres nat
var deres tumleplads; – dem ingen kendte.
Det er ej denne dumpe døs og ro,
afstængt fra verdens larm, som skræmmer mig.
Hvis blot et øjeblik jeg kunde lyse
og flamme som en stjerne i sit fald, –
hvis blot jeg en gang med en herlig dåd
fik knytte mig og navnet «Catilina»
til ry og til udødelige sagn, –
da skulde jeg med fryd, i sejrens stund,
forlade alt, – ty til en fremmed strand;
jeg skulde støde dolken i mit hjerte;
dø fri og glad; – thi da jeg havde levet!
Men denne lodd er døden uden liv.
Er sådant muligt? Skal jeg så forgå?
HIS: 178
HU: 154
(med oprakte arme)
Et vink, I vrede guder, – at det er
min skæbne, glemt og sporløst at forsvinde
fra livet!
1.utg: 58
FURIA
udenfor bag søjlerne
Nej, det er ej, Catilina!
CATILINA farer tilbage
Hvo taler? Hvilken stemme varsler hist?
En ånderøst fra underverdnens skygger!
FURIA træder frem i måneskinnet
Jeg er din skygge.
CATILINA forfærdet
Vestalindens genfærd!
FURIA
Dybt må du være sunken, hvis du ræddes
for mig.
CATILINA
Tal! Er du stegen op af graven
for at forfølge mig med had og hævn?
FURIA
Forfølge, – siger du? Jeg er din skygge.
Jeg må ledsage dig, hvorhen du går.
Hun nærmer sig.
HIS: 179
CATILINA
Hun lever! Guder, – det er hende selv,
og ingen ånd!
1.utg: 59
FURIA
Ånd eller ikke, – det
er ligemeget; jeg ledsager dig.
CATILINA
Med blodigt had!
FURIA
I graven slukner hadet,
som kærligheden og som alle drifter,
der næres i en jordisk barm. Kun et
står fast i liv og død og kan ej ændres.
CATILINA
Og hvad? Sig frem!
FURIA
Din skæbne, Catilina!
CATILINA
Min skæbne kender kun de vise guder, –
ej noget menneske.
FURIA
Jeg kender den.
Jeg er din skygge; – gådefulde bånd
os sammenknytter.
HU: 155
CATILINA
Det er hadets.
FURIA
Nej!
Steg nogen ånd fra gravens kvalme dyb
1.utg: 60
med hads og hævns begær? Hør, Catilina!
HIS: 180
Jeg slukket har i underverdnens floder
hver jordisk ild, der rased i mit bryst.
Som her du ser mig, er jeg ikke længer
hin Furia, – hin vilde, harmoptændte, –
du engang elsked –
CATILINA
Hader du mig ej?
FURIA
Nu ikke mere. Da jeg stod i graven, –
da jeg på skillevejen mellem livet
og døden vakled, næste stund beredt
at gæste underverdnen, – se, da greb
en sælsom gysning mig; jeg ved ej selv –;
der foregik en underlig forvandling; –
bort flød mit had, min hævn, min hele sjæl;
hvert minde svandt og hver en jordisk higen; –
kun navnet «Catilina» skrevet står
med ildskrift, rødt, som fordum, i min barm.
CATILINA
Forunderligt! Vær, hvo du være vil, –
et menneske, en underverdnens skygge, –
der ligger dog en grufuld trylledragning
i dine ord, i dine sorte øjne.
FURIA
Dit sind er stærkt som mit; og dog du vil
forsagt og tvivlsom slippe hvert et håb
1.utg: 61
om sejr og vælde. Fejgt du vender ryggen
den skueplads, hvor dine dunkle anslag
i lys og modning kunde foldes ud!
HIS: 181
CATILINA
Jeg må! En ubønhørlig skæbne vil det.
FURIA
Din skæbne? Hvortil fik du heltens kraft, –
om ej til kamp mod, hvad du skæbnen kalder?
CATILINA
Ak, jeg har kæmpet nok! Var ej mit liv
HU: 156
en stadig kamp? Og hvad er kampens frugter?
Foragt og skændsel –!
FURIA
Du er dalet dybt.
Du higer mod et højt forvovent mål;
vil gerne nå det; og du skrækkes dog
af hver en hindring.
CATILINA
Frygt er grunden ej.
Det mål, jeg satte mig, er uopnåeligt; –
det hele var en flygtig ungdomsdrøm.
FURIA
Nu skuffer du dig selv, min Catilina!
Du kredser endnu om det ene formål; –
1.utg: 62
din sjæl er stor, – en Romer-hersker værdig, –
og du har venner –. Ah, hvi nøler du?
CATILINA i eftertanke
Jeg skal –? Hvad mener du –? Med borgerblod –?
FURIA
Er du en mand, – og har ej kvindemod?
Har du forglemt hin raske Romerinde,
HIS: 182
der søgte tronen over fader-liget?
Jeg føler mig en Tullia; – men du?
Foragt dig selv; – foragt dig, Catilina!
CATILINA
Skal jeg foragte mig, fordi mit sind
ej længer huser vild ærgærrighed?
FURIA
Her står du på en korsvej i dit liv.
Hist venter dig en tom og dådløs færden, –
en mellemting af død og døsig slummer; –
men på den anden side skimter du
et hersker-sæde. Vælg så, Catilina!
CATILINA
Du lokker og du frister til fordærv.
FURIA
Kast tærningen, – og i din hånd er lagt
det stolte Romas vel for alle tider.
Din stumme skæbne gemmer glans og magt;
1.utg: 63
og dog du vakler, – vover ej at handle!
Du drager hist til dine skove, hvor
udslukkes vil hvert håb, du engang nærte.
HU: 157
Ah, Catilina, er der intet spor
af ærelyst tilbage i dit hjerte?
Skal denne herskersjæl, til hæder skabt,
hist i en navnløs ørk ukendt forsvinde?
Ja, rejs! Men vid, – da er for stedse tabt,
hvad her med dristig dåd du kunde vinde.
HIS: 183
CATILINA
Bliv ved; bliv ved!
FURIA
Med skræk og gysen vil
den fjerne efterslægt dit navn erindre.
Dit hele liv var et forvovent spil; –
dog i forsonings lys det skulde tindre,
af sagnet båret, når med vældig hånd
du brød dig vej midt i den vilde stimmel, –
når trældomsskyen ved din herskerånd
var vegen for en nyskabt frihedshimmel, –
når engang du –
CATILINA
Alt nok! Du grebet har
den streng, der dirred dybest i mit indre; –
din tale klang, som om den genlyd var
af hvad mit hjerte hvisked dag og nat.
FURIA
Så kender jeg dig atter, Catilina!
1.utg: 64
CATILINA
Jeg rejser ej! – Tillive har du vakt
min ungdoms mod, min manddoms fulde higen.
Ja, jeg skal lyse for det sunkne Roma, –
slå dem med skræk som vandrestjernens ris!
I stolte uslinger, – I skal erfare,
I har ej knækket mig, var end en stund
min kraft af kampens hede sløvet!
FURIA
Hør mig!
Hvad skæbnen vil, – hvad mørkets stærke magter
bestemmer over os, vi lyde må.
HIS: 184
Nu vel! Mit had er borte; – skæbnen bød det;
det måtte være så. – Ræk mig din hånd
HU: 158
til evigt forbund! – Ah, hvi nøler du?
Du vil ej?
CATILINA
Vil –? Jeg ser på dine øjne.
De gløder, – lynet lig i nattens mulm.
Nu smilte du! Ah, sådan har jeg tænkt
mig Nemesis –
FURIA
Hvad? Vil du hende se, –
se ind i dig. Har du forglemt din ed?
CATILINA
Jeg mindes den; – og dog en hævnerinde
du tykkes mig –
1.utg: 65
FURIA
Jeg er et billed jo
udaf din egen sjæl.
CATILINA grublende
Hvad siger du?
Jeg aner uklart, hvad jeg ej kan fatte; –
jeg skimter gådefulde tåge-syner, –
men kan ej tyde dem. Her er for mørkt.
FURIA
Mørkt må her være. Mørket er vort rige; –
i mørket hersker vi. Kom; ræk mig hånden
til evigt forbund!
HIS: 185
CATILINA
vildt
Skønne Nemesis, –
min skygge, – billed af min egen sjæl, –
her er min hånd til mørkt og evigt forbund!
Han griber med hæftighed hendes hånd; hun ser på ham med et stivt smil.
FURIA
Nu kan vi aldrig skilles!
CATILINA
Ah, som ild
dit håndtryk foer igennem mine årer!
Her ruller blod ej mer, men hede flammer; –
for trangt det vorder mig om brystets hvælv;
1.utg: 66
det mørkner for mit syn! Nu skal der spredes
et ildhavs lysning over Romer-staden!
(han drager sit sværd og svinger det)
Mit sværd; mit sværd! Ah, ser du, hvor det blinker?
Snart skal det farves i det lunkne blod! –
HU: 159
Hvad foregår med mig? Min pande brænder;
en hær af syner jager mig forbi. –
Hævn er det, sejr og liv for alle drømme
om storhed, herskermagt og evigt navn.
Mit feltråb vorder: død og røde flammer!
Mod Kapitol! Nu er jeg først mig selv!
Han styrter ud; Furia følger ham.

HIS: 186
Det indre af en svagt oplyst taverne.
Statilius, Gabinius, Coeparius, tilligemed flere unge Romere kommer ind.
STATILIUS
Her, venner, kan vi drive natten bort;
her er vi sikkre; ingen hører os.
GABINIUS
Ja visst; nu vil vi drikke, svire, nyde!
Hvo ved, hvorlænge det blir os forundt?
COEPARIUS
Nej, lad os vente først det budskab, som
af Lentulus og af Cethegus bringes.
1.utg: 67
GABINIUS
Ej, lad dem bringe hvilket bud de vil!
Der bringes vin; den prøver vi imens.
Rask, brødre, – stem nu i en lystig sang!
Tjenere kommer med vinkander og bægre.
ALLE VENNERNE synger
Bacchus vi hylder;
glade vi fylder
bægret til randen,
drikker hans pris!
HIS: 187
Saften, den røde,
lifligt lad gløde.
Alle vi ynder
vingudens drik.
Venligt tilsmiler
os fader Liber;
rusen os vinker;
druen er klar.
HU: 160
Kom, lad os nyde!
Vinen kan fryde,
stemme til glæde
tanker og sind.
Du dog for alle
blinkende perler,
klare Falerner,
herlige drik!
1.utg: 68
Modet du liver;
kraft du os giver;
munterhed sænker
du i vor sjæl.
Bacchus vi hylder!
Glade vi fylder
bægret til randen,
drikker hans pris!
Saften, den røde,
lifligt lad gløde!
Alle vi ynder
vingudens drik!
HIS: 188
Lentulus og Cethegus kommer ind.
LENTULUS
Hold op med sang og lystighed!
STATILIUS
Hvad nu?
Er Catilina ej i eders følge?
GABINIUS
Han var dog villig vel?
COEPARIUS
Hvad har han svaret?
Sig frem; fortæl os alt!
CETHEGUS
Hel anderledes,
end vi os tænkte, lød hans svar.
1.utg: 69
GABINIUS
Nu da?
HU: 161
LENTULUS
Han viste fra sig alle vore tilbud; –
om vore anslag vil han intet høre.
STATILIUS
Er dette sandhed?
COEPARIUS
Hvorfor vil han ikke?
LENTULUS
Han vil ej, kort og godt. Han svigter os;
forlader vennerne, – forlader staden.
HIS: 189
STATILIUS
Forlader, siger du?
CETHEGUS
Han drager bort
i denne nat. Nu, – dadles kan han ej;
hans grund var gyldig –
LENTULUS
Fejghed var hans grund!
I farens time svigter han os troløst.
GABINIUS
Ah, det er Catilinas venskab!
1.utg: 70
COEPARIUS
Nej; –
troløs og fejg var aldrig Catilina!
LENTULUS
Og dog, han drager bort.
STATILIUS
Med ham vort håb.
Hvor findes nu den mand, som kan os lede?
COEPARIUS
Han findes ej; opgives må vort anslag.
LENTULUS
End ikke, venner! Hør nu først, hvad jeg
om sagen tænker. Hvad har vi besluttet?
Med væbnet hånd at ville vinde, hvad
en uretfærdig skæbne nægted os.
Man undertrykker os; – men vi vil herske.
Vi lider mangel; – rigdom er vort mål.
HIS: 190
MANGE STEMMER
Ja, magt og rigdom! Vi vil magt og rigdom!
LENTULUS
Nu vel; – til fører valgte vi en ven,
på hvem, vi mente, trygt vi turde bygge.
Han sveg vor tillid; vender faren ryggen.
Ah, venner, – ej forsagt! Han skal erfare,
vi kan os hjælpe uden ham. Hvad kræves?
1.utg: 71
Ej andet, end en mand med mod og fasthed,
som går i spidsen –
HU: 162
NOGLE
Nævn os slig en mand!
LENTULUS
Og hvis jeg nævner ham, og han står frem, –
vil I så kåre ham til eders fører?
NOGLE
Ja, vi vil kåre ham!
ANDRE
Ja, ja; det vil vi!
STATILIUS
Så nævn ham, ven!
LENTULUS
Hvad, om det var mig selv?
GABINIUS
Dig selv?
COEPARIUS
Du, Lentulus –!
HIS: 191
FLERE
tvivlende
Du vil os føre?
LENTULUS
Jeg vil.
1.utg: 72
CETHEGUS
Formår du det? Se, dertil fordres
en Catilinas kraft og vilde mod.
LENTULUS
Ej fattes modet mig; ej heller kraft.
Kun hånd på værket! Eller vil I træde
tilbage nu, da øjeblikket maner?
Nu eller aldrig! Alting tyder på
et heldigt udfald –
STATILIUS
Godt; – vi følger dig!
FLERE
Vi følger dig!
GABINIUS
Nu ja, – når Catilina
forlader os, er du vel nærmest til
at tage styret efter ham.
LENTULUS
Så hør,
hvad fremgangsmåde jeg har tænkt mig. Først –
Catilina kommer ilsomt ind.
CATILINA
Her er jeg, venner!
HIS: 192
ALLE
Catilina!
1.utg: 73
LENTULUS
afsides
Han!
Fordømt –
CATILINA
Sig frem, – hvad fordrer I af mig?
Dog nej; jeg ved jo, hvad der handles om.
Jeg vil jer føre. Vil I følge mig?
ALLE undtagen Lentulus
Ja, Catilina, ja, – dig vil vi følge!
HU: 163
STATILIUS
Man har bedraget os –
GABINIUS
– har løjet på dig!
COEPARIUS
Man har fortalt, du vilde rejse bort
og slippe sagen ud af dine hænder.
CATILINA
Jeg vilde så. Dog, nu ej mer; nu lever
jeg kun for dette ene store formål.
LENTULUS
Men hvilket er dit formål da igrunden?
CATILINA
Mit formål ligger højere, end du –
og måske nogen – aner. Hør mig, venner!
Først vil jeg vinde for vor sag hver borger
1.utg: 74
med frihedssind, der sætter folkets hæder
HIS: 193
og fædrelandets velfærd over alt.
Den gamle Romer-ånd er end ilive; –
dens sidste gnist er ikke ganske slukket.
Nu skal den pustes op til klare flammer,
så lysende, som aldrig før de steg.
Ak, altfor længe lå et trældomsmørke,
så sort som natten, over Roma spredt.
Se, dette rige – om end stolt og mægtigt
det synes – vakler og står brat for fald.
Thi må en kraftig hånd dets tøjler tage;
her renses må, og ryddes op fra grunden;
af søvnen må det sløve samfund vækkes;
tilintetgøres må de usles magt,
der strør sin gift i sindene og kvæler
den sidste mulighed for nyskabt liv.
Se, – borgerfrihed er det, jeg vil fremme, –
og borgerånd, som den i fordums tid
har rådet her. Tilbage vil jeg mane
den gyldne alder, da hver Romer glad
gav livet hen for fædrelandets hæder,
og offred gods og arv for folkets lykke!
LENTULUS
Du sværmer, Catilina! Det var ikke
sådan vi mente det.
HU: 164
GABINIUS
Hvad nytter os
at genoprette hine gamle tider
med deres tåbelige enfold?
1.utg: 75
NOGLE
Nej!
Magt fordrer vi –
HIS: 194
ANDRE
– og midler til at føre
et frit og sorgløst liv!
MANGE STEMMER
Ja, det er målet!
COEPARIUS
Skal vi for andres frihed eller lykke
vel sætte livet på et tærningkast?
HELE SKAREN
Selv vil vi sejrens frugter!
CATILINA
Usle slægt!
Er I en afkom af de store fædre?
At dynge skændsel over fædrenavnet
er eders vis at værne om dets glans!
LENTULUS
Du vover os at håne, – du, som længst
et skrækkebilled var –
CATILINA
Ja, det er sandt;
jeg var en rædsel for den gode; dog,
så usel var jeg aldrig end, som I!
1.utg: 76
LENTULUS
Tæm tungen nu! Vi tåler ej din spot.
FLERE
Nej, nej, – vi vil ej –
CATILINA rolig
Så? I fejgheds yngel, –
I vover end at ville noget, I?
HIS: 195
LENTULUS
Ah, ned med ham!
MANGE STEMMER
Ja, ned med Catilina!
De drager sine dolke og styrter ind på ham; Catilina trækker kappen roligt bort fra brystet og betragter dem med et koldt hånsmil; de lader dolkene synke.
CATILINA
Stød til! I vover ej? O, venner, venner, –
jeg skulde agte jer, ifald I bored
det åbne bryst igennem, som I truer.
Er ej en gnist af mod da i jer længer?
NOGLE
Han vil vort vel!
HU: 165
ANDRE
Vi har hans hån fortjent.
1.utg: 77
CATILINA
Det har I. – Dog – se, nu er timen kommen
da I kan slette skændsels-mærket ud.
Alt, hvad der ligger bag os, vil vi glemme; –
en ny tilværelse os vinker nær.
(med bitterhed)
Jeg dåre! Håbe, – tro på sejr ved eder!
Er sejrens ånd i denne sunkne skare?
(henreven)
Skønt har jeg engang drømt, og store syner
HIS: 196
foer gennem mig og drog mit blik forbi.
Jeg drømte at, som Ikarus, jeg højt
opunder himlens hvælv bevinget fløj;
jeg drømte, guderne min hånd forlened
med kæmpekraft og bød mig lynets stråle.
Og denne hånd greb lynet i dets flugt
og slynged det mod staden dybt dernede.
Og da de røde flammer steg og slikked,
og Roma sank i brune resters støv, –
da råbte jeg med høj og vældig røst,
og maned Catos frænder op af graven;
og tusend ånder kom og fulgte kaldet, –
tog liv – og rejste Roma af sin aske.
(afbrydende)
Det var kun drømme. Ingen guder maner
forgangenheden op i dagens lys, –
og fortids ånder stiger ej af graven.
(vildt)
Nu vel; kan ej det gamle Roma rejses
ved denne hånd, – vort Roma skal forgå!
1.utg: 78
Snart skal, hvor marmorsøjler står i rader,
røgsøjler hvirvle mellem luers brag;
palatser, templer styrte skal i grus,
og Kapitol skal vejres fra sin højde!
HU: 166
Sværg, venner, at I vier eder ind
til denne dåd! Jeg stiller mig i spidsen.
Sig, – vil I følge mig?
STATILIUS
Vi vil dig følge!
Flere af de øvrige synes tvivlrådige og taler hviskende sammen. Catilina betragter dem med et hånligt smil.
HIS: 197
LENTULUS
dæmpet
Bedst, at vi følger ham. Blandt sunkne rester
vi finder lettest, hvad der var vort mål.
ALLE råbende
Ja, Catilina, vi vil følge dig!
CATILINA
Så sværg mig til ved vore fædres guder
at I vil lystre hvert mit vink!
HELE SKAREN med oprakte hænder
Ja, ja;
højt sværger vi, i alt at lystre blindt!
1.utg: 79
CATILINA
Så snig jer enkeltvis, ad delte veje,
ind i mit hus. Der vil I finde våben.
Jeg kommer efter; I skal få at vide,
hvad fremgangsmåde jeg har valgt. Gå nu!
De går alle ud.
LENTULUS holder Catilina tilbage
Et ord i hast! Ved du, at til senatet
har Allebroger-folket skikket mænd
med klager og besværinger?
CATILINA
Jeg ved det.
De kom idag til staden.
LENTULUS
Ganske rigtigt.
Hvad, – om vi stemte dem for vore anslag?
HIS: 198
Med dem vil hele Gallien rejse sig
og hvirvle op en storm mod vore fiender.
CATILINA uvillig
Vi skulde søge forbund med barbarer?
LENTULUS
Et sådant forbund er nødvendigt for os.
Ved egne kræfter vindes sejren ej;
hjælp udenfra –
1.utg: 80
CATILINA
smiler bittert
Ak, dybt er Romas fald!
HU: 167
Dets mure rummer ikke mænd med kræfter
at styrte selv en vaklende ruin.
De går ud.

En have bag Catilinas hus, der skimtes mellem træerne. Til venstre en sidebygning.
Curius, Cethegus og flere af de sammensvorne kommer forsigtigt ind fra højre under en hviskende samtale.
CURIUS
Men er det også sandt, hvad du fortæller?
CETHEGUS
Hvert ord er sandt. I dette øjeblik
blev sagen afgjort.
HIS: 199
CURIUS
Og han leder alt?
CETHEGUS
Han står for alting. Tal kun med ham selv.
De går alle, med undtagelse af Curius, ind i huset.
CURIUS
En sælsom nat! Hvor mine tanker tumles
i kredse rundt! Mon jeg har drømt det hele?
1.utg: 81
Oplevet eller drømt, – jeg vågen ser,
hvorhen jeg vender mig, kun hendes billed.
Catilina kommer ind fra højre.
CATILINA hen imod ham
Du her, min Curius? Jeg har dig savnet. –
Et hel uventet udfald fik mit møde
med vestalinden –
CURIUS forvirret
Så? Ja, du har ret!
CATILINA
Jeg vil ej tænke mer på denne sag.
Det var et skæbnesvangert møde for mig.
(grublende)
Man siger jo, at furierne kommer
fra underverdnen for at følge os
igennem livet. – Ah, hvis så det var!
CURIUS urolig
Hvad? Har du mødt –?
HIS: 200
CATILINA
Hun var her selv inat. –
Dog, lad det være glemt. Hør, Curius, –
et vigtigt foretagende beredes –
CURIUS
Jeg kender det. Cethegus har fortalt –
1.utg: 82
HU: 168
CATILINA
Hvo ved, hvad udgang guderne har sat
for dette værk? Måske min skæbne bliver
at knuses undervejs af hadske magter –
og aldrig målet nå. Nu, lad så være!
Men du, min Curius, hvem jeg har elsket
fra du var barn, – du skal ej drages ind
i farens hvirvel. Lov mig, – bliv tilbage
i staden, hvis jeg vælger at forlægge
mit angreb andetsteds, – hvad vel er muligt;
og støt os ej før fremgang kroner værket.
CURIUS bevæget
Min faderlige ven! O, denne omsorg –!
CATILINA
Du lover det? Her vil vi afsked tage;
vent blot et øjeblik; jeg kommer snart.
Han går ind i huset.
CURIUS ser efter ham
Han elsker mig som før. Han aner intet.
HIS: 201
Lentulus og andre sammensvorne kommer fra højre.
LENTULUS
Hør, Curius, gik ikke Catilina
nys gennem haven?
CURIUS
Jo, han er derinde.
De går ind i huset.
1.utg: 83
CURIUS
går urolig omkring
Hvorledes skal jeg dæmpe denne længsel?
En rastløs uro gærer i mit blod.
Ah, Furia, – forunderlige kvinde!
Hvor er du nu? Når skal jeg atter se dig? –
Hvor blev hun af? Bort gled hun, som en skygge,
da jeg af graven havde friet hende.
Og hine dunkle gådefulde ord, –
og øjet, slukt og skinnende på engang –?
Hvad, om det vanvid var? Har gravens gru
formørket hendes sjæl –?
FURIA bag ham, mellem træerne
Nej, blege yngling!
HU: 169
CURIUS
med et skrig
Min Furia! Her –?
FURIA nærmer sig
Her færdes Catilina.
Hvor han er, – der må Furia også være.
HIS: 202
CURIUS
O, følg mig, elskte! Jeg vil bringe dig
i sikkerhed. Betænk – om nogen så dig –!
FURIA
De døde frygter ej. Har du forglemt –
du tog mit lig og bar det op af graven?
1.utg: 84
CURIUS
Igen de rædselsfulde ord! O, hør; –
kom til dig selv, – og følg mig, Furia!
(vil gribe hendes hånd)
FURIA støder ham vildt tilbage
Forvovne dåre, – føler du ej gru
for dødens datter, som er stegen op
fra underverdnen for en flygtig stund?
CURIUS
Jeg føler gru for dig. Men denne gru,
den underfulde gysning, er min lyst.
FURIA
Hvad vil du mig? Forgæves er din tale.
Jeg hører graven til; hist er mit hjem; –
jeg er en flygtning fra de dødes dale;
med dagens komme må jeg ned til dem.
Du tror mig ikke? Tror ej, jeg har siddet
i Plutos sal imellem blege skygger?
Jeg siger dig, – jeg var der ganske nylig, –
hinsides floden og de sorte sumpe.
HIS: 203
CURIUS
Så før mig did!
FURIA
Dig?
1.utg: 85
CURIUS
Ja; – jeg følger villig,
går selv din vej igennem dødens nat!
FURIA
Det kan ej ske. Heroppe må vi skilles; –
hist tør ej lig og levende gå sammen. –
Hvi røver du min tid, der er så kort?
Jeg har kun mørkets timer til at handle;
mit værk er mørkets; jeg er mørkets bud. –
Men hvor er Catilina?
HU: 170
CURIUS
Ham du søger?
FURIA
Ham søger jeg.
CURIUS
Forfølger du ham endnu?
FURIA
Hvi stod inat jeg op ifra de døde,
hvis ej det var for Catilinas skyld?
CURIUS
Ah, dette vanvid, som har grebet dig –!
Dog, du er skøn midt i din vilde sværmen.
O, tænk ej mer på Catilina nu!
Følg mig! Byd over mig; jeg vil dig tjene!
HIS: 204
(kaster sig ned for hende)
Her trygler jeg som slaven for din fod
1.utg: 86
kun om et blik! O, hør mig, Furia!
Jeg elsker dig! En sød og giftfuld ild
fortærer mig, og ingen uden du
kan lindre mine kvaler –
FURIA ser mod huset
Hist er lys –
og mange mænd. Hvad foregår derinde
hos Catilina?
CURIUS springer op
Atter dette navn!
Om ham sig drejer alle dine tanker.
Jeg kunde hade ham –!
FURIA
Har han besluttet
at sætte snart iværk det djærve forsæt,
han længe næred?
CURIUS
Kender du –?
FURIA
Det hele.
CURIUS
Så ved du da vel og at han har stillet
sig forrest i det vovelige forbund?
Dog, jeg besværger dig, spørg ikke mere
om Catilina!
1.utg: 87
FURIA
Svar mig kun på et; –
det er mit sidste spørgsmål. Går du med ham?
HIS: 205
CURIUS
Han er mig som en kærlig fader –
HU: 171
FURIA
smilende
Han?
Min Catilina?
CURIUS
Ah!
FURIA
Den mand, om hvem
min tanke kredser?
CURIUS
Svimmel griber mig!
Jeg hader –! O, jeg kunde myrde ham!
FURIA
Svor du mig ikke nylig til, du var
beredt at lyde mig?
CURIUS
Kræv, hvad du vil;
jeg lyder blindt, og tjener dig i alt!
Kun er min bøn til dig, – glem Catilina!
1.utg: 88
FURIA
Ja, jeg skal glemme ham – når han er stegen
ned i sin grav.
CURIUS viger tilbage
Ah, kræver du at jeg –?
FURIA
Du skal ej bruge stål; du skal kun røbe
hans foretagende –
HIS: 206
CURIUS
Forræderi
og mord på engang! Husk dog at han er
min fosterfader og –
FURIA
– min tankes mål!
Ah, svage dåre, – vover du at tale
om elskov, – du, som ej har mod at styrte,
hvo dig ivejen står? Gå fra mig!
Hun vender ham ryggen.
CURIUS holder hende tilbage
Nej; –
forlad mig ikke! Jeg til alt er villig! –
En rædsel isner mig fra dig imøde;
og dog jeg kan ej sprænge dette næt,
hvori du hilded mig.
1.utg: 89
FURIA
Så er du villig?
CURIUS
Hvi håner du mig med at spørge så?
Om jeg er villig? Har jeg nogen vilje?
Dit blik er slangens ligt, når det sig fæster
HU: 172
med trolddomsmagt på fuglen, der i angst
omflagrer den i kredse, altid mere
og mere nær det frygtelige svælg.
FURIA
Så gå til værket!
CURIUS
Og når jeg har offret
mit venskab for min kærlighed, – hvad da?
HIS: 207
FURIA
Da har jeg glemt at Catilina var.
Da er mit hverv tilende. Kræv ej mere!
CURIUS
For denne pris jeg skulde –?
FURIA
Nøler du?
Er da dit håb så svagt, at ej det bygger
på, hvad en taksom kvinde skænke kan,
når tiden først –?
1.utg: 90
CURIUS
Ved alle nattens magter, –
jeg nøler ej! Han ene skiller os.
Så lad ham falde! Slukt er hver en gnist
af ømhed for ham; alle bånd er brustne! –
Hvo er du, skønne nattesyn? Din nærhed
forstener og fortærer mig på engang.
Min længsel isner mig, – min skræk mig ildner;
min elskov er som had med trolddom blandet.
Hvo er jeg selv? Jeg kender mig ej mere.
Et ved jeg kun: jeg er ej den, jeg var
før dig jeg så. Glad springer jeg i dybet
for dig at følge! – Dømt er Catilina!
Jeg går til Kapitol. I denne nat
senatet samlet er. En skreven strimmel
forråder Catilinas værk. – Lev vel!
Han går ilsomt ud.
HIS: 208
FURIA
for sig selv
Alt tårner skyer sig; snart lynet knittrer.
Det lakker brat mod enden, Catilina; –
med store skridt du går imod din grav!
Allebrogernes udsendinger, Ambiorix og Ollovico kommer ud fra huset uden at bemærke Furia, der står halvt skjult i skyggen inde mellem træerne.
HU: 173
AMBIORIX
Så er det da besluttet. Vovsomt var det
at knytte sig til dette forbund.
1.utg: 91
OLLOVICO
Ja;
men rådets afslag på hvert billigt krav
lod ingen anden vej til redning åben;
og sejrens løn, – hvis vore venner sejrer, –
opvejer vel den farefulde dyst,
der snart os venter nu.
AMBIORIX
Så er det, broder!
OLLOVICO
Løsrivelse fra Romas herrevælde, –
vor tabte frihed, er vel værd en kamp.
AMBIORIX
Ad kortest vej vi haste må til hjemmet;
i hele Gallien må vi oprør tænde.
Let ægges alle stammer der til rejsning
mod undertrykkerne, og følger os,
og slutter sig til Catilinas skarer.
HIS: 209
OLLOVICO
Hård bliver kampen. End er Roma mægtigt.
AMBIORIX
Det voves må. Afsted, Ollovico!
FURIA råber advarende til dem
Ve over eder!
1.utg: 92
AMBIORIX
farer sammen
Alle guder!
OLLOVICO forfærdet
Hør!
En stemme varsler os i nattens mørke!
FURIA
Ve over eders folk!
OLLOVICO
Hist står hun, broder, –
den blege varselsfulde skygge; se!
FURIA
Ve over dem, der følger Catilina!
AMBIORIX
Hjem; hjem! På flugt! Vi bryder alle løfter.
OLLOVICO
En røst har varslet os; – vi lyder røsten.
De går hurtigt ud til højre.
HIS: 210
Catilina kommer ud fra huset i baggrunden.
CATILINA
Fortvivlet håb – at ville styrte Roma
med denne skare nidinger og fejge!
Hvad driver dem? De vedgår det med frækhed, –
1.utg: 93
kun nød og rovlyst driver dem til handling.
HU: 174
Er det vel møjen værd, for slige formål
at øde blod? Hvad har da jeg at vinde?
Hvad at erhverve mig?
FURIA usynlig bag træerne
Hævn, Catilina!
CATILINA farer sammen
Hvo talte der! Hvo vækker hævnens ånder
af søvnen op? Kom denne røst ifra
mit eget indre? Hævn? Ja, det er ordet, –
mit løsen og mit krigs-skrig! Blodig hævn!
Hævn over alle håb og alle drømme,
som mig en fiendtligsindet skæbne knuste!
Hævn for mit hele sønderbrudte liv!
De sammensvorne kommer bevæbnede ud fra huset.
LENTULUS
End ruger nattemørket over staden;
nu er det tid at bryde op.
FLERE hviskende
Afsted!
HIS: 211
Aurelia kommer ud fra sidebygningen, uden at bemærke de sammensvorne.
AURELIA
Min elskte, – er du her?
1.utg: 94
CATILINA
med et skrig
Aurelia!
AURELIA
Sig, – har du ventet på mig?
(får øje på de sammensvorne og iler hen til ham)
Milde guder!
CATILINA støder hende tilside
Bort fra mig, kvinde!
AURELIA
Catilina, – tal!
De mange mænd i våben –? Også du –?
O, du vil drage –
CATILINA vildt
Ja, ved mørkets ånder, –
en lystig færd! Ser du, hvor sværdet blinker?
Hedt tørster det; jeg går – at stille tørsten.
AURELIA
Mit håb, – min drøm! Livsalig var min drøm!
Og sådan vækkes jeg af drømmen –
CATILINA
Ti!
Bliv, – eller følg os! Lukket er mit bryst
HU: 175
for gråd og klage. – Venner, se, hvor lyst
1.utg: 95
fuldmånen i sin nedgang nu forsvinder!
Når næste gang den fuld i østen rinder,
HIS: 212
skal flammers stormflod vælte sig med magt
udover staden og dens gyldne pragt.
Og når om tusend år den atter skinner
Latiums ørk blandt smuldrende ruiner, –
en enlig støtte skal i gruset stå
og sige vandreren: her Roma lå!
Han iler ud til højre; alle følger ham.
1.utg: [96]
HIS: 213
HU: 176
TREDJE AKT
Catilinas lejr i en skovrig egn i Etrurien. Til højre sees Catilinas telt og ved siden af dette et gammelt egetræ. Udenfor teltet brænder en vagtild. Flere lignende skimtes mellem træerne i baggrunden. Det er nat. Månen bryder undertiden frem gennem skyerne.
Statilius ligger sovende ved vagtilden. Manlius går frem og tilbage udenfor teltet.
MANLIUS
Det ligner dem, de unge lette fugle.
Der sover de så roligt og så fast,
som var det moder-skødets trygge værn,
der dækked dem, og ej en vildsom skov.
De hviler sig, som om de vented på
at skulle vækkes til en munter leg
og ej til kamp, – måske den allersidste,
de får at kæmpe her.
STATILIUS vågner og rejser sig
Endnu på vagt?
Du er vel træt? Nu løser jeg dig af.
1.utg: 97
MANLIUS
Sov heller selv. Den unge trænger til
en kvægsom søvn; hans vilde lidenskaber
HIS: 214
behøver kræfter. Anderledes er det
når håret gråner, blodet rinder mat
og alderdommen tynger vore skuldre.
STATILIUS
Ja, du har ret; så vil jeg og engang
som gammel hærdet kriger –
MANLIUS
Ved du da
så visst, at skæbnen har for dig bestemt
en alderdom?
HU: 177
STATILIUS
Nu hvorfor ikke det?
Hvad bringer dig på disse anelser?
Er noget uheld hændt?
MANLIUS
Du mener vel,
vi intet har at frygte, unge dåre?
STATILIUS
Vor hær er stærkt forøget –
MANLIUS
Såre stærkt, –
med rømte slaver og med fægtere –
1.utg: 98
STATILIUS
Nu, lad så være; samlet virker de
ej ubetydeligt, og hele Gallien
vil sende hjælp –
MANLIUS
– som endnu ej er kommen.
HIS: 215
STATILIUS
Du tvivler på at Allebrogerne
vil holde ord?
MANLIUS
Jeg kender disse folk
fra fordums tid. Dog, lad det være godt.
Den dag, som kommer, vil vel åbenbare,
hvad guderne har over os besluttet.
Men gå, Statilius, og efterse
om alle vagter gør sin skyldighed.
Mod natligt overfald vi må os sikkre;
vi ved jo ej, hvor vore fiender står.
Statilius går ind i skoven.
MANLIUS alene ved vagtilden
Nu samler skyerne sig mer og mer;
det er en mørk og uvejrssvanger nat; –
en fugtig tåge klemmer mig om brystet,
som om den varsled uheld for os alle.
Hvor er det nu, det lette sorgfri sind,
hvormed jeg fordum tumled mig i krigen?
1.utg: 99
Mon det er alderdommens byrde blot,
som jeg fornemmer? Sælsomt nok, – iaftes
mig tyktes selv de unge sært forstemte.
HU: 178
(efter et ophold)
Nu, guderne skal vide, hævn var ej
det mål, hvorfor jeg fulgte Catilina.
Min harme blussed op en flygtig stund,
da jeg mig følte forurettet, krænket; –
det gamle blod er end ej ganske koldt;
tidt kan det rulle hedt nok gennem åren.
Men krænkelsen er glemt. Jeg fulgte ham,
HIS: 216
min Catilina, for hans egen skyld;
og jeg skal våge over ham med omhu.
Her står han ensom mellem disse skarer
af vilde venner og af usle skurke.
De mægter ej at fatte ham, – og han
er altfor stolt til dem at ville fatte.
Han lægger nogle kviste på ilden og bliver stående i taushed.
Catilina kommer ud fra teltet.
CATILINA for sig selv
Det er mod midnat. Alting er så tyst; –
kun på mit øje vil ej søvnen dvæle.
Koldt blæser vinden; den skal kvæge mig
og skænke kræfter –. Ah, de trænges til!
(bemærker Manlius)
Dig er det, gamle Manlius? Du våger
alene her den mørke nat?
1.utg: 100
MANLIUS
Jeg har,
da du var barn, bevogtet dig så tidt.
Sig, mindes du det ej?
CATILINA
Den tid er borte;
med den min ro; og hvorsomhelst jeg går,
forfølges jeg af mangehånde syner.
Alt, Manlius, – alt huses i mit bryst; –
kun ikke freden. Den er i det fjerne.
HIS: 217
MANLIUS
Forjag de sørgelige tanker. Hvil dig!
HU: 179
Husk på at morgendagen kræve tør
din fulde kraft i kamp for alles frelse.
CATILINA
Jeg kan ej hvile. Lukker jeg mit øje
for i en flygtig blund at finde glemsel,
da tumles jeg i underlige drømme.
Så lå jeg nys på lejet, halvt i slummer,
da trådte atter disse syner frem,
mer sært, end nogensinde, – mer forblommet
og gådefuldt. – Ah, hvis jeg fatted kun
hvad dette varsler mig! Men, nej –
MANLIUS
Betro mig
din drøm; måske jeg kunde tyde den.
1.utg: 101
CATILINA
efter et ophold
Om jeg slumred eller våged, ved jeg ikke visst;
tusend tanker jog hinanden uden ro og rist.
Se, da lægger sig omkring mig mulm og skumring brat;
og sin brede vinge sænker i min sjæl en nat,
kun af lynblink gennemkrydset, mørk og rædselsfuld;
og jeg ser mig i en hvælving, klam som gravens muld.
Højt er taget, ligt en himmel, tordenskybelagt;
skyggers skarer, skyggers vrimmel, ånders vilde jagt,
hvirvler sig forbi og suser, som når havets bryst
drager stormens vejr og knuses mod en stenet kyst.
Dog, midt i den vilde vrimmel titter stundom frem
blomstersmykte børn og synger om et halvglemt hjem.
Rundt omkring dem viger mørket for en lysning klar, –
og i rummets midte skimter jeg et ensomt par;
HIS: 218
tvende kvinder, – stræng den ene og som natten sort, –
og den anden mild, som dagen, når den flygter bort.
Ah, hvor sælsomt velbekendte tyktes mig de to!
Snart den enes smil mig vugged i en salig ro;
snart den andens hvasse øjne gnistred som et lyn;
skræk mig greb, – og dog jeg fulgte gerne dette syn.
Stolt og oprejst står den ene, og den anden lænes til
HU: 180
bordet, hvor de tykkes spille et forborgent brikkespil.
Brikker bytter de og flytter om fra sted til sted; –
da er spillet tabt og vundet, og i jorden synker ned
1.utg: 102
hun, som spillet tabte, kvinden med det lyse smil;
og de smykte børneklynger viger bort med il.
Larmen stiger; mørket vokser; men fra mulmets skød
fæster sig på mig to øjne som i sejers-glød;
svimmel griber mig; de blanke øjne ser jeg kun.
Men hvad mer jeg drømte siden i min feberblund
ligger under glemsels-dækket i mit indre gemt.
Kunde jeg blot resten mindes. Ak, det er forglemt!
MANLIUS
Forunderlig isandhed, Catilina,
er denne drøm.
CATILINA grublende
Hvis blot jeg kunde mindes –.
Men nej; det lykkes ikke –
MANLIUS
Ængst dig ej
med disse tanker. Hvad er drømme vel?
Indbildninger og tomme hjernespind,
betydningsløse, uden grund og mening.
HIS: 219
CATILINA
Ja, du har ret; jeg vil ej gruble mere; –
nu er jeg rolig. Gå kun, Manlius;
hvil dig en stund. Jeg vandrer her imens
i enrum med mig selv og mine anslag.
Manlius går ind i skoven.
1.utg: 103
CATILINA
går en tidlang op og ned ved vagtilden, der er ifærd med at slukkes; derpå standser han og siger tankefuld
Hvis blot jeg kunde –. Ah, det er umandigt
at ængstes og at gruble over sligt.
Og dog, – i denne tause midnatstime,
i denne ensomhed, mig træder atter
så levende for øje, hvad jeg drømte –
Et skyggebillede, i lignelse af en olding i rustning og toga, skyder ligesom op af jorden et stykke fra ham inde mellem træerne.
CATILINA viger tilbage for skyggen
I guders magt –!
HU: 181
SKYGGEN
Vær hilset, Catilina!
CATILINA
Hvad vil du mig? Hvo er du, blege skygge?
SKYGGEN
Vent! Jeg har retten til at spørge her, –
HIS: 220
og du skal svare. Kender du ej mere
fra længst forsvundne tider denne røst?
CATILINA
Så tykkes mig; dog ved jeg ikke visst –.
Men sig, – hvem søger du i midnatstimen?
SKYGGEN
Dig søger jeg. Vid, denne time kun
er mig forundt til vandringsfrist heroppe.
1.utg: 104
CATILINA
Ved alle guder, tal! Hvo er du?
SKYGGEN
Stille!
Jeg kommer hid at kræve dig til regnskab.
Hvi under du mig ikke gravens fred?
Hvi driver du mig op af dødens bolig?
Hvi bryder du min glemsel og min hvile,
så jeg må søge dig med truslers hvisken
og værne om min dyrekøbte hæder?
CATILINA
Ah, denne røst –! Jeg aner og jeg mindes –
SKYGGEN
Hvad er tilovers af min herskermagt?
En skygge som jeg selv; ja, knapt en skygge.
Vi begge sank i grav – og blev til intet.
Dyrt købtes den; dyrt, dyrt var den erhvervet.
Den havde kostet mig min ro i livet;
på fred i graven gav for den jeg afkald.
Og nu vil du med en forvoven hånd
HIS: 221
frarive mig, hvad end jeg har tilbage!
Er der ej veje nok til store værker?
Hvi vælger du just den, som jeg har valgt?
Min magt nedlagde jeg i livet alt.
Mit navn, – så tænkte jeg, – skal evigt stå,
ej venligt glimtende som stjernens øje, –
nej, som et lyn på nattehimlen fæstet!
Ej vilde jeg, som hundreder før mig,
1.utg: 105
ved ædelsind og milde dyder mindes;
HU: 182
ej vilde jeg beundres; – denne lodd
blev alt såmangens og vil blive det
til tidens ende. Nej, af blod og rædsel
jeg vilde bygge mig mit eftermæle!
I stum forfærdelse, som mod et luftsyn,
der viser sig og svinder, lig en gåde, –
man skulde stirre på min færd tilbage
og skotte op mod mig, hvem aldrig nogen, –
ej før, ej siden, – vovede at nå! –
Således drømte jeg, – og blev bedragen.
Du stod mig nær; hvi aned det mig ikke,
hvad sæd der spired lønligt i din sjæl?
Dog, vogt dig, Catilina; vid, jeg skimter
igennem fremtids-dækket, hvad det dølger;
blandt stjerner skrevet – læser jeg din skæbne!
CATILINA
Min skæbne læser du? Så tyd den da!
SKYGGEN
Nej, først bag dødens dunkle port
forsvinder dæmringen, som hylles
omkring hvad grufuldt og hvad stort
af fremtids-bølgerne bortskylles.
HIS: 222
Kun dette tør en frigjort ånd
ud af din skæbnes bog dig melde:
Du falder for din egen hånd, –
og dog en fremmed skal dig fælde!
Åndeskikkelsen glider bort, som i en tåge.
1.utg: 106
CATILINA
efter et ophold
Han er forsvunden. Var det kun en drøm?
Nej, nej; her stod han; månestrålen strejfed
hans gustne ansigt. Ah, jeg kendte ham!
Det var diktatoren, den gamle blodmand,
som steg af graven for at skrække mig.
Han frygted for at miste sejrens krone, –
ej hæders-kransen, men det rædsels-ry,
HU: 183
hvori hans minde lever. Ægges da
blodløse skygger selv af æres-håbet?
(går urolig op og ned)
Alt stormer ind på mig. Snart taler blidt
advarende Aurelia, – og atter
genlyder i mig Furias manings-råb.
Og mer end dette; – frem af graven stiger
de blege skygger fra den svundne tid.
De truer mig. Jeg skulde standse her?
Jeg skulde vende om? Nej, jeg vil skride
kækt mod mit mål; – snart står jeg sejrrig der!
Curius kommer gennem skoven i hæftig bevægelse.
CURIUS
O, Catilina –!
HIS: 223
CATILINA
overrasket
Du, – du her, min ven?
CURIUS
Jeg måtte –
1.utg: 107
CATILINA
Hvorfor blev du ej i staden?
CURIUS
Mig angsten drev; jeg måtte søge dig.
CATILINA
For min skyld styrter du dig blindt i faren?
Letsindige! Dog, kom i mine arme!
(vil omfavne ham)
CURIUS viger tilbage
Rør ikke ved mig! Kom mig ikke nær!
CATILINA
Hvad fejler dig, min Curius?
CURIUS
Bryd op!
Flygt, hvis du kan, endnu i denne time!
Ad alle veje kommer fiendens hær;
din lejr omringes, Catilina!
CATILINA
Fat dig;
du taler vildt. Har rejsen rystet dig –?
CURIUS
O, nej; men frels dig mens det end er tid!
Du er forrådt –
(kaster sig ned for ham)
1.utg: 108
HIS: 224
CATILINA
farer tilbage
Forrådt! Hvad siger du?
CURIUS
Forrådt bag venskabs maske!
HU: 184
CATILINA
Nu du fejler;
de vilde venner er mig tro som du.
CURIUS
O, ve dig da for dine venners troskab!
CATILINA
Kom til dig selv! Det er din kærlighed,
din omhu for min sikkerhed, som lader
dig skimte farer, hvor der ingen er.
CURIUS
O, ved du vel at disse ord mig myrder?
Men flygt! Så bønligt jeg besværger dig –!
CATILINA
Fat dig og tal med overlæg. Hvi skulde
jeg flygte? Fienden ved ej, hvor jeg står.
CURIUS
Han ved, – han kender alle dine anslag!
CATILINA
Ah, raser du? Han ved –? Det er umuligt.
1.utg: 109
HIS: 225
CURIUS
O, var det så! Men nyt den knappe stund;
end kan måske ved flugt du livet frelse!
CATILINA
Forrådt? Nej; – tifold nej; det er umuligt!
CURIUS griber sin dolk og rækker den imod ham
Der, Catilina! Stød den i mit bryst; –
igennem hjertet! Jeg forrådte dig!
CATILINA
Du? Hvilket vanvid!
CURIUS
Ja, det var i vanvid!
Spørg ej om grunden; knapt jeg ved den selv;
men jeg har røbet alle dine anslag.
CATILINA smerteligt
Nu dræbte du min trygge tro på venskab.
CURIUS
Stød dolken i mit bryst, og pin mig ej
med skånsel længer –!
CATILINA mildt
Lev, min Curius!
Stå op! Du fejled; – jeg tilgiver dig.
1.utg: 110
CURIUS
overvældet
O, Catilina, se mig sønderknust –!
Men skynd dig; flygt! Du hører jo, det haster.
Snart bryder Romer-hæren ind i lejren;
den er på vejen; den er allevegne.
HIS: 226
CATILINA
Og vennerne i staden –?
HU: 185
CURIUS
De er tagne; –
en del blev fængslet, men de fleste dræbtes.
CATILINA hen for sig
O, skæbne, – skæbne!
CURIUS rækker atter dolken imod ham
Stød den i mit hjerte!
CATILINA ser stille på ham
Du var et redskab kun. Du handled ret –
CURIUS
O, lad med livet mig udsone brøden!
CATILINA
Jeg har tilgivet dig.
(idet han går)
Nu er kun et
at vælge, ven!
1.utg: 111
CURIUS
springer op
Ja, flugt?
CATILINA
Nej, heltedøden!
Han går bort gennem skoven.
CURIUS
Det er forgæves! Undergang ham venter.
Ah, denne mildhed er en tifold straf!
HIS: 227
Jeg følger ham; – et skal ej nægtes mig: –
at falde kæmpende ved heltens side!
Han iler ud.
Lentulus tilligemed to gladiatorer kommer listende frem mellem træerne.
LENTULUS sagte
Her talte nogen –
DEN ENE GLADIATOR
Nu er alting stille.
DEN ANDEN GLADIATOR
Måske det nattevagten var, som gik
at løses af.
LENTULUS
Vel troligt. Her er stedet;
her skal I vente. Har I eders våben
skarpt slebne?
1.utg: 112
FØRSTE GLADIATOR
Blinkende som lynet, herre!
ANDEN GLADIATOR
Mit bider godt. Ved sidste fest i Roma
faldt tvende fægtere for dette sværd.
LENTULUS
Så hold jer ganske stille her i krattet;
HU: 186
og når en mand, som jeg betegner jer,
HIS: 228
mod teltet går, da skal I styrte frem
og hugge ned ham bagfra.
FØRSTE GLADIATOR
Det skal ske.
Begge gladiatorerne skjuler sig; Lentulus går spejdende omkring.
LENTULUS for sig selv
Det er et vovespil, jeg frister her; –
men øves må det endnu denne nat,
hvis det skal lykkes. – Falder Catilina,
kan ingen føre dem undtagen jeg.
Med gyldne løfter køber jeg dem alle
og rykker ufortøvet imod staden,
hvor end senatet i en rådvild skræk
ej tænker på at væbne sig mod faren.
Han går ind mellem træerne.
FØRSTE GLADIATOR sagte til den anden
Hvem er han, denne ubekendte mand,
som vi skal hugge ned?
1.utg: 113
ANDEN GLADIATOR
Hvad rager os,
hvem manden er? Når Lentulus betaler,
så må han og forsvare, hvad vi gør.
LENTULUS kommer hurtigt tilbage
Hold jer beredt; nu kommer han, vi venter!
HIS: 229
Lentulus og gladiatorerne stiller sig på lur mellem buskerne. Straks efter kommer Catilina gennem skoven og går henimod teltet.
LENTULUS hviskende
Frem! Stød ham ned; hug ham igennem ryggen!
Alle tre styrter ind på Catilina.
CATILINA drager sit sværd og forsvarer sig
Ah, uslinger, – hvad vover I –?
LENTULUS til gladiatorerne
Stød ned!
CATILINA genkender ham
Du, Lentulus, vil myrde Catilina?
FØRSTE GLADIATOR forskrækket
Ham er det!
ANDEN GLADIATOR viger tilbage
Catilina! Ej mod ham
jeg bruger sværdet. Fly!
HU: 187
Begge gladiatorerne flygter.
1.utg: 114
LENTULUS
Så fald for mit!
De kæmper; Catilina slår Lentulus sværdet ud af hånden; Lentulus vil flygte, men Catilina holder ham fast.
HIS: 230
CATILINA
Forræder! Morder!
LENTULUS bønfaldende
Nåde, Catilina!
CATILINA
Jeg ser dit anslag skrevet på din pande.
Du vilde myrde mig, og selv dig stille
i mine venners spidse. Var det så?
LENTULUS
Så var det, Catilina!
CATILINA ser på ham med dulgt hån
Nu, hvad så?
Ifald dig magten lyster, – lad så være.
LENTULUS
Forklar, – hvad mener du?
CATILINA
Jeg træder af;
du fører hæren i mit sted –
LENTULUS forbauset
Det vil du?
1.utg: 115
CATILINA
Jeg vil. Men vær på alting forberedt;
thi vid, – vort forehavende er røbet;
senatet kender alle vore anslag;
dets hær omringer os –
LENTULUS
Hvad siger du?
HIS: 231
CATILINA
Nu vil jeg kalde vore venner sammen.
Kom med, og stil dig frem som deres fører;
jeg takker af.
LENTULUS holder ham tilbage
Nej, vent dog, Catilina!
CATILINA
Din tid er kostbar; førend dagen gryr
du frygte kan et angreb –
LENTULUS ængstelig
Hør mig, ven!
Du spøger vel? Det kan ej være muligt –
CATILINA
Vort anslag er forrådt, som jeg har sagt dig.
Læg nu din kløgt og dygtighed for dagen.
LENTULUS
Forrådt? Da ve os alle!
1.utg: 116
CATILINA
smiler hånligt
Fejge usling!
HU: 188
Nu skælver du; – og du vil styrte mig;
du tror dig kaldet til en herskers stilling?
LENTULUS
Tilgiv mig, Catilina!
CATILINA
Søg din frelse
ved skyndsom flugt, hvis endnu det er gørligt.
HIS: 232
LENTULUS
Ah, du tillader –?
CATILINA
Tænkte du, det var
mit alvor at forlade denne post
i farens stund? Du kender mig kun slet.
LENTULUS
O, Catilina –!
CATILINA koldt
Spild ej øjeblikket.
Søg redning du; – jeg vide skal at dø.
(vender sig fra ham)
LENTULUS for sig selv
Jeg takker dig for denne store nyhed, –
1.utg: 117
og jeg skal bruge den til eget bedste.
Det kommer vel tilpas at jeg er kendt
i denne egn; jeg søger fiendens hær
og fører den ad skjulte stier hid,
til dit fordærv og til min egen frelse. –
Vid, ormen, som du overmodigt træder
i støvet, har endnu sin hvasse brod!
Han går.
CATILINA efter et ophold
Det er den troskab, som jeg bygged på!
Så svigter de mig, en for en. O, guder!
Forræderi og fejghed er det kun,
som gærer i de lunkne slavesjæle.
O, dåre, som jeg er, med mine anslag!
HIS: 233
Jeg knuse vil hint øglerede, Roma, –
og Roma er alt længst en sunken grushob.
(våbenlarm høres at nærme sig; han lytter)
Der kommer de! End er der kække mænd
iblandt dem dog. Hvad liflig klang i stålet!
HU: 189
Hvor lystigt klirrer skjolde mod hinanden!
Det tænder ilden op i mig påny;
afgørelsen er nær, – den store stund,
som løser alle tvivl. Jeg hilser stunden!
Manlius, Statilius, Gabinius og en mængde andre sammensvorne kommer gennem skoven.
MANLIUS
Her, Catilina, har du dine venner;
i lejren slog jeg larm, som nys du bød –
1.utg: 118
CATILINA
Har du dem sagt –?
MANLIUS
De kender nu vor stilling.
STATILIUS
Vi kender den, og vi skal følge dig
med sværd i hånd til kamp om liv og død.
CATILINA
Jeg takker eder, tappre våbenbrødre!
Men håb ej på at her er valg tilovers
imellem liv og død; – kun mellem døden
i heltekamp mod overmagtens skarer,
og døden under pinsler, når vi grumt
HIS: 234
som dyr forfølges, er os valget stillet.
Hvad foretrækker I? Ved flugt at friste
et uselt liv en stakket tid endnu, –
hvad eller kækt som eders stolte fædre
at falde kæmpende med sværd i hånd?
GABINIUS
Det sidste vælger vi!
MANGE STEMMER
Før os til døden!
CATILINA
Nu, så afsted! Ved denne død vi vies
ind til udødlighedens skønne liv.
1.utg: 119
Vort fald, vort navn, igennem fjerne tider
skal nævnes højt med stolthed –
FURIA råber bag ham, mellem træerne
– eller rædsel!
NOGLE STEMMER
Ah, se, – en kvinde –!
CATILINA farer sammen
Furia! Du her?
Hvad drev dig hid?
FURIA
Jeg må ledsage dig
til målet.
HU: 190
CATILINA
Nu, – hvor er mit mål? Sig frem!
HIS: 235
FURIA
Hver søger målet ad sin egen vej.
Du søger dit igennem håbløs kamp;
og kampen avler undergang og død.
CATILINA
Men også hæder og et evigt navn!
Gå, kvinde! Stolt og skøn er denne time;
min barm er døv for dine hæse skrig.
Aurelia kommer frem i teltåbningen.
AURELIA
Min Catilina –!
Hun standser frygtsomt ved synet af de mange forsamlede.
1.utg: 120
CATILINA
smerteligt
O, Aurelia!
AURELIA
Hvad er påfærde? Denne larm i lejren –.
Hvad går her for sig?
CATILINA
Dig jeg kunde glemme!
Hvad vil din skæbne vorde –?
FURIA hånligt hviskende, uden at bemærkes af Aurelia
Vakler du
alt i dit høje forsæt, Catilina?
Er det dit dødsmod?
HIS: 236
CATILINA
opfarende
Nej, ved mørkets guder!
AURELIA nærmer sig
O, tal, min elskte; ængst mig ikke længer –
FURIA dæmpet, bag ham
Flygt med din viv – mens dine venner dør!
MANLIUS
Nøl ikke længer; før os ud på sletten –
1.utg: 121
CATILINA
O, hvilket valg! Og dog, – her er ej valg; –
til målet må jeg, – tør ej midtvejs standse.
(råber)
Så følg mig ud på sletten!
AURELIA kaster sig i hans arme
Catilina, –
gå ikke fra mig, – eller tag mig med!
CATILINA
Nej, bliv, Aurelia!
FURIA som før
Tag hende med!
Du får en død, dit liv, dit navn fuldt værdig,
når ned du hugges – i en kvindes arme.
HU: 191
CATILINA
støder Aurelia tilside
Væk fra mig, du, som stjæle vil mit ry! –
Blandt mænd skal døden ramme mig. Jeg har
et liv at sone og et navn at tvætte –
HIS: 237
FURIA
Ret så; ret så, min stolte Catilina!
CATILINA
Ud af min sjæl jeg river alt, som binder
mig til min fortid og dens tomme drøm!
1.utg: 122
Hvad bag mig ligger, er som om det aldrig
af mig var levet –
AURELIA
O, forstød mig ikke!
Ved al min elskov, – jeg besværger dig, –
lad os ej skilles, Catilina!
CATILINA
Ti!
Mit bryst er dødt, mit blik er blindt for elskov.
Fra livets gøgleværk jeg vender øjet,
og ser kun mod den store blege stjerne
på eftermælets himmel!
AURELIA
Milde guder!
Hun læner sig mat op mod træet udenfor teltet.
CATILINA til mændene
Og nu afsted!
MANLIUS
Hist lyder våbenbrag!
FLERE STEMMER
De nærmer sig!
CATILINA
Godt! Vi vil kækt dem møde.
Lang var vor skændsels nat; snart gryr en dag –.
HIS: 238
Til bad i kampens morgenskyer røde!
1.utg: 123
Følg mig! For Romer-sværd med Romer-mod
skal Romas sidste segne i sit blod!
De iler ud gennem skoven; fra lejren høres larm og stridsråb.
FURIA
Han er borte. Jeg har nået målet for mit liv.
Solens første blik på sletten ser ham kold og stiv.
AURELIA hen for sig
I hans harmopfyldte hjerte skulde elskov mer ej bo?
Var det drømme? Nej, så lød det fra hans vrede læbe jo.
HU: 192
FURIA
Sværdet klinger; Catilina svæver alt på gravens rand;
snart han som en lydløs skygge haster mod de dødes land.
AURELIA farer sammen
Ah, hvo er du, uheldsvangre røst, der høres hist,
uglen lig, når hult den varsler ifra træets kvist!
Er du stegen fra de klamme skyggelande frem
for at føre Catilina til dit skumle hjem?
FURIA
Hjemmet er jo vandrings-målet, og hans veje gik
gennem livets dynd og sumpe –
1.utg: 124
AURELIA
Kun et øjeblik!
Frit og ædelt var hans hjerte, stærk hans sjæl og god,
til et giftfrø den omklamred med sin slangerod.
HIS: 239
FURIA
Friskt og grønt er og platanens løv i brede lag,
til dens stamme kvæles i en slyngvæksts favnetag.
AURELIA
Der forrådte du dit ophav! Denne stemmes klang
gav fra Catilinas læber genlyd mangen gang.
Du er slangen, som forgifted for mig livets frugt,
slangen, som for al min ømhed har hans hjerte lukt.
Fra de vågne nætters drømme grant jeg kender dig,
ser dig som en trusel stillet mellem ham og mig.
Ved min elskte husbonds side higed jeg så fro
mod et liv, af stilhed hegnet, mod et hvilens bo;
i hans trætte hjerte planted jeg et urtebed;
som dets bedste smykke freded jeg vor kærlighed.
Ah, din hadske hånd har rykket urten op med rod,
og i støvet ligger den, hvor før den frodig stod!
FURIA
Svage tåbe; du vil lede Catilinas skridt?
Ser du ikke at hans hjerte aldrig helt var dit?
Tror du, dine blomster trives kan i slig en grund?
I det solskin-svangre forår gror violer kun,
medens bulmen yppigst vokser under skyens tag;
og hans sjæl var alt forlængst en skyfuld høstens dag.
1.utg: 125
HU: 193
Alt er tabt for dig! Snart slukkes gnisten i hans barm,
og som hævnens offer ligger han i dødens arm!
AURELIA med stigende ild
Nej, ved alle lysets guder, nej, det skal han ej!
Til hans hjerte mine tårer baner end en vej.
Finder jeg ham bleg og blodig efter kampens larm,
slynge vil jeg mine arme om hans kolde barm,
HIS: 240
ånde på hans stumme læbe al min kærlighed,
mildne smerten i hans indre, bringe trøst og fred.
Hævnens bud, dit offer skal jeg vriste af din hånd,
binde ham til lysets hjemland med et elskovsbånd;
og er hjertets slag forstummet, medens øjet brast,
går vi begge bort fra livet i et favntag fast.
Skænk mig da, I milde magter, for hvad her jeg led,
ved min husbonds side gravens store stille fred.
Hun går.
FURIA ser efter hende
Søg ham, forblindede; – jeg frygter ej;
jeg holder sejren trygt i mine hænder.
Nu vokser kampens larm; dens bulder blandes
med døds-skrig og med brustne skjoldes brag.
Mon alt han bløder? Mon han lever end?
O, skøn er denne stund! Sig månen skjuler
bag tykke tordenskyer i sin nedgang.
Det vorder nat et øjeblik påny
før dagen kommer; – og med dagens komme
1.utg: 126
er alting ude. Han forgår i mørket,
som han i mørket leved. Skønne stund!
(hun lytter)
Nu suser det forbi, lig høstens stormpust,
og mister mælet i det vide fjerne;
de tunge skarer fejer sletten ren.
Ustandselig, nedtrampende de faldne,
de vælter frem som havets vrede bølger. –
HU: 194
Jeg hører klynk og gisp og støn derude, –
den sidste vuggesang, – hvori de dysser
til ro sig selv og alle blege brødre. –
Nu stemmer uglen i. Den ønsker dem
HIS: 241
velkommen i de skumle skyggers rige.
(efter et ophold)
Hvor lydløst stilt. Nu er han altså min, –
alene min, og min for alle tider.
Nu kan vi følges ad til glemselsfloden –
og over floden, hvor det aldrig dages.
Dog først jeg søge vil hans lig derude,
vil mætte mig ved synet af de skønne
forhadte ansigtsdrag før de forstyrres
af sol, som rinder, og af ravn, som venter.
(vil gå, men studser og farer tilbage)
Hvad nu! Hvad glider over engen hist?
Er det kun sumpens dunster, som sig tætner
i morgenkulden til et samlet billed?
Nu nærmer det sig. – Catilinas skygge!
Hans genfærd –! Jeg kan se hans brustne øje,
hans kløvte skjold, hans klingeløse sværd;
1.utg: 127
jeg ser den hele døde mand; kun et, –
forunderligt, – døds-såret ser jeg ikke.
Catilina kommer gennem skoven, bleg og mat, med sænket hoved og forstyrrede blikke.
CATILINA hen for sig
« Du falder for din egen hånd, –
og dog en fremmed skal dig fælde.»
Så lød hans spådomsord. Nu er jeg falden –
skønt ingens hånd mig traf. Hvo løser gåden?
FURIA
Vær hilset efter kampen, Catilina!
HIS: 242
CATILINA
Ah, hvo er du?
FURIA
Jeg er en skygges skygge.
CATILINA
Dig er det, Furia! Du hilser mig?
HU: 195
FURIA
Velkommen i vort fælles hjem! Nu kan
vi følges ad til Charons båd, – to genfærd.
Dog først – tag sejers-kransen af min hånd.
Hun plukker nogle blomster, som hun under det følgende fletter sammen til en krans.
CATILINA
Hvad gør du der?
1.utg: 128
FURIA
Jeg smykke vil din pande.
Men hvorfor kommer du alene hid?
En høvdings skygge skulde følges af
ti tusend faldne. Hvor er dine venner?
CATILINA
De sover, Furia!
FURIA
De sover end?
CATILINA
De sover end, – og de vil sove længe.
De sover alle. List dig gennem skoven;
kig ud på sletten, – tyst; forstyr dem ikke!
HIS: 243
der vil du finde dem i lange rader.
De slumred ind ved sværdes vuggesang;
de slumred ind, – og vågned ej, som jeg,
da sangen tabte sig bag fjerne højder.
Et genfærd kaldte du mig. Ja, jeg er
et genfærd af mig selv. Men tro blot ej
at hines slummer er så ganske rolig
og drømmeløs. O, tro det ikke!
FURIA
Tal!
Hvad drømmer dine venner?
CATILINA
Du skal høre. –
Jeg stred i spidsen, med fortvivlet sind,
1.utg: 129
og søgte døden under sværdets egg.
Til højre og til venstre segned alle;
Statilius faldt, – Gabinius, Manlius;
min Curius dræbtes da mit bryst han dækked;
de alle faldt for blanke Romer-sværd, –
for hine sværd, som vraged mig alene.
Ja, Romas våben vraged Catilina.
HU: 196
Med brustent værge stod jeg, halvt bedøvet,
og sansed intet medens kampens bølger
mig overskylled. Samling vandt jeg først
da alt blev stilt omkring, og jeg så op,
og øjned slaget som et hav – langt bag mig!
Hvorlænge stod jeg der? Det ved jeg kun, –
jeg stod alene mellem mine døde.
Men der var liv i disse brustne øjne;
mundkrogene fortrak sig til et smil;
og smil og øjne retted de mod mig,
der stod alene oprejst mellem ligene, –
mod mig, der havde stridt for dem og Roma, –
HIS: 244
mod mig, der stod igen foragtet, vraget
af Romas sværd. – Da døde Catilina.
FURIA
Falskt har du tydet dine dødes drømme;
falskt har du tydet, hvad der dræbte dig.
Med smil og øjekast de bød dig ind
at sove, som de selv –
CATILINA
Ja, hvis jeg kunde!
1.utg: 130
FURIA
Vær trøstig, – genfærd af en fordums helt;
din hvilestund er nær. Kom; bøj dit hoved; –
nu vil jeg smykke dig med sejrens krans.
Hun rækker den imod ham.
CATILINA
Fy, – hvad er det? En valmuekrans –!
FURIA med vild lystighed
Nu, ja, –
er ikke valmuer smukke? De vil lyse
omkring din pande som en bræm af blod.
CATILINA
Kast kransen væk! Jeg hader dette røde.
FURIA ler højt
Du elsker mer de matte, blege farver?
Godt! Jeg vil hente dig den grønne sivkrans,
som Silvia bar i de våde lokker,
da hendes lig flød op ved Tibers munding.
HIS: 245
CATILINA
Ah, hvilke syner –!
HU: 197
FURIA
Skal jeg heller bringe
dig tidsel-klyngerne fra Romas torv,
med brune pletter af det borgerblod,
som strømmed for din hånd, min Catilina?
1.utg: 131
CATILINA
Hold inde!
FURIA
Eller lyster dig en løvkrans
af vinter-egen ved min moders hus,
der visned da en ung vanæret kvinde
med høje skrig sprang sansesløs i floden?
CATILINA
Tøm alle hævnens skåler over mig
på engang ud –!
FURIA
Jeg er dit eget øje, –
dit eget minde og din egen dom.
CATILINA
Men hvorfor nu –?
FURIA
Ved målet skuer jo
den trætte vandrer på sin vej tilbage.
CATILINA
O, står jeg ved mit mål? Er dette målet?
Jeg er ej levende, – og ej begravet.
Hvor ligger målet?
HIS: 246
FURIA
Nær, – såfremt du vil.
1.utg: 132
CATILINA
Jeg har ej vilje mer; min vilje døde
da alt forspildtes, hvad jeg engang vilde.
(slår ud med hænderne)
Vig langt ifra mig, alle gustne skygger!
Hvad kræver I af mig, I mænd og kvinder?
Jeg kan ej skænke jer –! O, denne skare –!
FURIA
Til jorden bunden er endnu din skygge.
Riv sønder disse tusend trådes næt!
Kom, lad mig trykke kransen i dit hår; –
den har en stærk, en lægsom glemsels-kraft;
den dysser dig til ro; den dræber mindet.
CATILINA klangløst
Den dræber mindet? Tør jeg tro dit ord?
Så tryk din giftkrans tæt omkring min pande.
HU: 198
FURIA
sætter kransen på hans hoved
Nu er du smykket. Sådan skal du træde
for mørkets fyrste frem, min Catilina!
CATILINA
Kom, lad os gå! Did ned jeg higer såre; –
jeg stunder hjem til alle skyggers land.
Lad os tilsammen gå! – Hvad fængsler mig?
Hvad binder mine skridt? Jeg føler bag mig
på morgenhimlens hvælv en tåget stjerne; –
1.utg: 133
den holder mig i livets land tilbage;
den drager mig, som månen drager havet.
HIS: 247
FURIA
Følg med; følg med!
CATILINA
Den vinker og den blinker.
Jeg kan ej følge dig før dette lys
er ganske slukket, eller slørt af skyer. –
Nu ser jeg det! Det er ej nogen stjerne;
det er et hjerte, bankende og varmt;
det binder mig; det fængsler og det drager,
som aftenstjernen drager barnets øje.
FURIA
Stands dette hjertes slag!
CATILINA
Hvad mener du?
FURIA
Du har din dolk i bæltet. Kun et stød, –
så slukkes stjernen, knust er dette hjerte,
som stiller fiendtlig sig imellem os.
CATILINA
Jeg skulde slukke –? Blank og spids er dolken –
(med et skrig)
Aurelia! Aurelia, hvor er du?
O, var du nær –! Nej, nej, – jeg vil ej se dig!
Og dog – det tykkes mig, som alt blev godt,
1.utg: 134
at freden kom, ifald jeg kunde lægge
mit hoved til dit bryst og angre – angre!
FURIA
Hvad vil du angre?
HIS: 248
CATILINA
Alt, hvad jeg har øvet!
At jeg har været og at jeg har levet.
HU: 199
FURIA
For sent at angre! Der, hvor nu du står,
går ingen vej tilbage. – Prøv det, dåre!
Nu går jeg hjem. Læg du dit hoved kun
til hendes bryst og se om der du finder
den fred, du søger for din trætte sjæl.
(med stigende vildhed)
Snart vil de rejse sig, de tusend døde;
forførte kvinder slutter sig til dem;
og alle, alle vil de kræve af dig
det liv, det blod, den ære du har røvet.
Forfærdet vil du flygte ud i natten, –
vil flygte jorden rundt langs alle strande,
Actæon lig, af hunde-koblet jaget, –
en skygge, jaget af de tusend skygger!
CATILINA
Jeg ser det, Furia! Her er jeg fredløs.
I lysets verden er jeg hjemløs nu!
Jeg følger dig til alle skyggers land; –
det bånd, mig binder, vil jeg sønderskære.
1.utg: 135
FURIA
Hvi famler du med dolken?
CATILINA
Hun skal dø.
Et lyn slår ned og tordenen ruller.
HIS: 249
FURIA
De store magter jubler ved dit forsæt! –
Se, Catilina, – hist din hustru kommer.
Aurelia kommer angstfuld søgende gennem skoven.
AURELIA
Hvor skal jeg finde ham! Hvor kan han færdes!
Han er ej blandt de døde –
(får øje på ham)
Høje himmel; –
min Catilina!
Hun iler imod ham.
CATILINA forvildet
Nævn ej dette navn!
AURELIA
Du lever! Ja –!
(vil kaste sig i hans arme)
CATILINA afværgende
Vig bort! Jeg lever ikke.
HU: 200
AURELIA
O, hør mig, elskte –!
1.utg: 136
CATILINA
Ti; jeg vil ej høre!
Jeg hader dig! Jeg ser din fule list;
du vil mig lænke til et halv-livs rædsel.
Stir ikke på mig! Dine øjne martrer, –
de stinger mig i sjælen som en dolk!
Ah, dolken; dolken! Dø! Luk dine øjne –
HIS: 250
Han drager sin dolk og griber hende i armen.
AURELIA
Våg, milde guder, over ham og mig!
CATILINA
Luk dine øjne; luk dem, siger jeg; –
i dem er stjerneskin og morgenhimmel –.
Nu vil jeg slukke morgenhimlens stjerne!
(tordenen ruller atter)
Dit hjerteblod! Nu råber livets guder
sit afskedsord til dig og Catilina!
Han hæver dolken imod hendes bryst; hun flygter ind i teltet; han forfølger hende.
FURIA lyttende
Hun strækker sine hænder bønligt mod ham.
Hun beder for sit liv. Han hører intet.
Han støder til! – Der faldt hun i sit blod.
Catilina kommer, med dolken i hånden, langsomt ud fra teltet.
CATILINA
Nu er jeg fri. Snart er jeg intet mere.
Alt sænker sig min sjæl i glemsels tåger;
jeg skimter og jeg hører kun forvirret
1.utg: 137
som under stride vande. Ved du vel,
hvad jeg har dræbt med denne lille dolk?
Ej hende blot, – men alle jordens hjerter, –
alt levende, og alt, som gror og grønnes; –
hver stjerne har jeg slukt, og månens skive,
HIS: 251
og solens ild. Se selv, – den kommer ikke;
den kommer aldrig mere; slukt er solen.
Nu er den hele vide jordens kreds
HU: 201
forvandlet til en kold uhyre grav
med blygråt hvælv, – og under dette hvælv
står du og jeg, forladt af lys og mørke,
af død og liv, – to hvileløse skygger.
FURIA
Vi står ved målet, Catilina!
CATILINA
Nej;
et skridt endnu – før jeg ved målet står.
Frigør mig for min byrde! Ser du ikke,
jeg går med Catilinas lig på ryggen?
En pæl igennem Catilinas lig!
(viser hende dolken)
Forløs mig, Furia! Tag denne pæl; –
med den jeg spidded morgenstjernens øje; –
tag, – tag, og ram den tvers igennem liget,
så mister det sin magt, – og jeg er fri.
FURIA griber dolken
Det ske, du sjæl, hvem jeg i had har elsket!
Afryst dit støv og gå med mig til glemsel!
Hun borer dolken dybt ind i hans bryst; han segner om ved foden af træet.
1.utg: 138
CATILINA
efter et ophold, kommer til besindelse, fører hånden over panden og siger mat
Ah, nu fatter jeg din spådom, gådefulde ånd!
Halvt jeg falder for min egen, halvt for fremmed hånd.
HIS: 252
Nemesis har gjort sin gerning. Dølg mig, dødens mulm!
Mørke Styx, løft nu din bølges hoved højt og svulm!
Bær mig over; sink ej båden; jag den rastløs frem
mod den tause fyrstes rige, alle skyggers hjem.
Tvedelt vejen går dernede; jeg skal vandre stum
imod venstre –
AURELIA fra teltet, bleg og vaklende, med blodigt bryst
– nej, mod højre! Mod Elysium!
CATILINA farer sammen
O, hvor dette lyse billed fylder mig med gru!
Det er hende selv! Aurelia, – sig mig, – lever du?
HU: 202
AURELIA
knæler ned ved ham
Ja, jeg lever for at stilne dine smerters sø, –
lever for at lægge barmen mod dit bryst og dø.
CATILINA
O, du lever!
AURELIA
Kun en afmagts slør omkring mig faldt;
1.utg: 139
men mit matte øje fulgte dig; jeg hørte alt, –
og min kærlighed en hustrus kraft mig atter gav; –
bryst ved bryst, min Catilina, går vi i vor grav!
CATILINA
O, hvor gerne! Dog, forgæves er dit glade håb.
Vi må skilles. Jeg må følge hævnens hule råb.
Du kan haste let og frigjort frem til lys og fred;
jeg må over glemsels-floden, må i mørket ned.
Dagen gryr i baggrunden.
HIS: 253
AURELIA
peger mod den stigende lysning
Nej; for kærligheden svinder dødens rædsler og dens nat.
Ser du, tordenskyen viger; morgenstjernen vinker mat.
(med oprakte hænder)
Lyset sejrer! Ser du, dagen kommer stor og varm!
Følg mig, Catilina! Døden griber alt min barm.
Hun segner ned over ham.
CATILINA trykker hende tæt til sig og siger med sin sidste kraft
O, hvor lifligt! Grant jeg mindes nu min glemte drøm,
hvordan hvælvets mørke spredtes af en stråle-strøm,
hvordan barnerøster sang imod den unge dag.
Ah, mit øje vorder dunkelt, og min arm er svag;
men i sindet er det lyst, som aldrig før det var,
og min fortids vilde vandring ligger bag mig klar.
1.utg: 140
Ja, mit liv var uvejrs rasen under natlyns glød;
men en rosenfarvet morgendæmring er min død.
(bøjer sig over hende)
Du har sjælens mulm forjaget; i mit bryst er ro.
HU: 203
Se, jeg følger dig til lysets og til fredens bo!
(han river dolken raskt ud af sit bryst og siger med døende stemme)
Morgnens milde magter skuer i forsoning ned;
du har nattens ånd besejret ved din kærlighed!
Under det sidste optrin har Furia fjernet sig mere og mere mod baggrunden, hvor hun forsvinder mellem træerne. Catilinas hoved synker ned på Aurelias bryst; de dør.

Forklaringer

Vis kommentarer i teksten
Tegnforklaring inn her